Første fridag
Ja, så fik vi vores første fridag, og den tilbragte vi på stranden i Ocho Rios, som billederne viser...

Her var vandet dejligt, men det larmede ad helvedes til fra vandscooterne og fra øjeblikket man ankom prøvede samtlige plattenslagere at overtale en til diverse vandsporter og at man skulle ligge på deres spot.
Valget faldt endeligt på et lille sted ved et hotel, og det var ok. Vi købte et par drinks og så var vi inde i varmen. Dog blev en af tjenerne lidt sur da han konsekvent forventede drikkepenge for at gå og slå os i hænderne og lades som om vi var bedste venner...
Efter stranden gik vi på Burger King, hvorefter vi gik ind på et marked hvor Johnny blev flået!

Men dejligt med en fridag, og den hører I nærmere om snart. Jeg skal hjem nu! Klokken er 18 og jeg har været her i tolv timer nu!

Godnat, folkens!

Jeres whigga, Rastamonne

Livet på arbejdspladsen part deux

Ja folkens, som lovet vil jeg nu opdatere min blog med de sidste af de første dage på arbejdspladsen. Bare rolig, det bliver ikke lutter således, men jeg vil blot sætte Jer ind i hvordan det hele fungere på Jamaica.

Om morgenen tager jeg gerne en kop kaffe på kontoret… Det er en pebret kaffe. Lars informerede mig om at de her på kontoret drak kaffe der koster 1000kr/kg derhjemme. Fair nok, for her havde de fået det til 300kr/kg. Haha, jeg må ikke sige det til nogen, sagde han med et glimt i øjet.
Denne dag skulle bragte mig styringen af sjakket i en times tid, det var rigtig sjovt at prøve, og de samarbejdede også godt med mig, hvilket var fedt. Efter vi havde fået styr på det vi nu skulle (finde rør og måle op) kom Lars Supervisor og hentede mig til frokost. Lars vil jeg skyde til værende omkring de 60, en finurlig ældre herre fra Holstebro. Rigtig flink som alle andre. Men vi skulle altså have frokost. Efter denne, hvor jeg var kommet til at tage en herres plads, da Lars og jeg var de første der ankom, blev jeg tildelt en bil, en Cowolla Stationcar. Med automatgear… Ja, I gættede det, den flytter sig ikke, men fy for satan hvor den stinker langt væk af BLING! Se bare hvor den skinner. Og med tonede ruder. Men rigtig dejligt at have en bil, så vi nu ikke er afhængig af de andre. Vi har i alt to biler, da Dorthe og Johnny også fik en. Alletiders og gavmildt af Pihl, synes jeg. Efter dette fik jeg et lynkursus af Richardt i landmåling, og det kom rimelig hurtigt tilbage til mig, da vi jo havde lært om det på DTU. Jeg skal ud og måle de nøjagtige koter på vandledningerne de næste par uger vil jeg skyde på. Det skal nok blive spændende. Til dette bruges et stadie (en meget lang lineal) og en laser, som billedet herunder viser.
Herefter fik jeg udleveret tøj, hvorefter turen gik tilbage til nordkysten hvor jeg skulle i gang. Her kom Richardt også lige og satte mig i gang, men at finde fix-punkterne skulle vise sig at være en udfordring. Men vi fik da jobbet klaret for to culverts (en culvert er en anordning, hvorigennem vand løber, så det ikke går ud over vejbanen). Herefter gik turen hjemad til Jamaica Beach, hvor Dorthe kørte med mig, da vi jo bor det samme sted. Vi skulle også lige vente på Captain Slow aka. Johnny, men fair nok, da det var første tur i en højrestyret bil!

Angående det hersens ya-mon… Så siger de det sgu alle sammen. Det er så grineren. Selv danskerne hernede. Det er et fantastisk udtryk som kan bruges overalt! F.eks. i dag, der kom jeg til at vælte en tom ølflaske på Johnnys veranda. Den klirrende lyd opfattede dette steds manager. En ældre herre der var skæv som en dørkarm i et gammelt hus. Han kiggede derfor meget skævt på mig, gav mig thumbs up og sagde så… ”Yaaaa-mon”… Smukt!!!

Men her på Jamaica er der ikke så meget der er som i Danmark. Heller ikke downtown Port Maria. Her taler vi om en by med omkring 10.000 indbyggere vil jeg tro. HØJEST. Det er det onde gedemarked dernede og Carl, en fra sjakket, har fortalt mig at jeg skal have låste døre hvis jeg kører igennem der alene! Niiiice. Ej, så slemt er det ikke, men det minder mest af alt om markedet i Mogadishu. Vi var i Port Maria et par timer igår, og jeg siger Jer... Ja, hvor skal jeg starte... Vi nåede at vælte en cyklist, skabe trafikkaos (mere end der er i forvejen) og tage billeder af sjove folk. Blandt andet et par der bandede og svovlede af hinanden, da de ikke helt kunne enes om hvordan den her kæmpe sofa de slæbte rundt på på hovedet skulle bæres. Hver person tog hensyn til sig selv! Haha, det var så smukt. Se billedet.

Angående trafikkaos, hvordan tror I så det går, når en hydraulisk gravemaskine af bibelske dimensioner skal op af en lille bjergvej? Lader lige billederne stå et øjeblik...

Idag har det så pis-øs-regnet her henad eftermiddagen. Det betyder mange ting for et byggeri som dette. OG ikke mindst fordi vi er i troperne, for når det regner her, så regner det. Efter en time var der virkelig gang i floderne. Når det er slemt, så står vandet op til over muren her på billedet, dels på grund af at den ligger nede i et hul og dels pga. en defekt culvert (en culvert er en anordning der leder vandet under vejen). Men det har den betydning at der opstår en masse spildtid med at rydde op efter sådan en skyller. Martin jeg var ude og køre med her på eftermiddagen, en flink herre der har været rundt omkring, blandt andet USA og Grønland, hvor han er bosat fast i Nuuk, sagde at der efter sådan en omgang medgår meget tid med at pumpe vandet op af gravene til rør. Og når man punper det op af den ene, løber det hurtigt hen i den anden. Med andre ord, den gode gamle skrue uden ende. Men når vandet så er væk, så er der en masse mudder der skal skrabes af. Hermed er en halv arbejdsdag spildt og det er rigtig mange penge. Ovenstående er jo blot en del af projektet. Alle andre dele bliver også forsinket. Sådan er det jo bare med vejret. Det er lunefuldt. Især i troperne.

Igår havde jeg ellers styringen af mit helt eget sjak, og det er virkelig en god fornemmelse på flere områder. Dels pga. at man føler at folkene her har tillid til en og også det at stå på egne ben. Det er rigtig fedt! Igen kan det siges at man føler sig virkelig velkommen hernede. Alle har taget rigtig fedt imod en.

Men det var alt for nu. Jeg har så meget at fortælle, men jeg må også tage hensyn til Jer læsere. I kan i øvrigt klikke på billederne og se dem i fuld størrelse. Og ydermere lægge kommentarer ved at klikke på "Comments" i slutningen af hvert indlæg.

Jeres whigga, Morten Rastamon

Livet på arbejdspladsen part I


Hej folkens! Den her post er dedikeret til at fortælle Jer lidt om livet på arbejdspladsen! Håber I vil læse med stor interesse!


Onsdag morgen stod jeg op kl. 8:00. Ren luksus i forhold til hvor tidligt jeg kommer til at stå op til hverdag. Kl. 8:50 blev jeg hentet og ude i bilen sad Dorthe og Johnny som allerede var blevet hentet af en pige ved navn Sidse. En tre kvarter senere var vi på sitet for at hilse på cheferne og lige blive vist rundt engang.
Her blev vi først præsenteret for Lars. En høj, autoritær mand, dog med et meget venligt ansigt! Han fortalte os om projektet og om hvorledes hverdagen hænger sammen på sitet. Herudover blev de tre funktioner uddelegeret. Her faldt mit valg på vandafdelingen, hvilket spillede fint sammen med Dorthe og Johnnys valg, da de begge valgte de to andre muligheder, nemlig vejafdelingen og QA-afdelingen (Quality Assurance). Efter snakken med Lars gik vi over og spiste frokost. Det hænger sådan sammen at man for 300 jamadollars (cirka kr. 25) kan spise ret godt. God ordning.
Efter frokost blev vi vist ud til de respektive afdelinger. Her mødte jeg så Richardt, som er halv dansk, halv grønlandsk. Han skulle vise sig at være en rigtig fin fyr. Han har hans kæreste med derovre, og hun arbejder også på kontoret. Vi kørte en tur ud for at se på nogle arbejder rundt omkring på strækningen, blandt andet til en by der hedder Annotto Bay. Denne er også kendt som Little Spanish Town, opkaldt efter Spanish Town, som er den suverænt mest voldelige by på Jamaica. Her mødte vi Neville, som jeg skulle tilbringe de næste to dage med.
Herefter gik turen hjemad mod sitet, hvorefter jeg blev kørt hjem af Richardt. Da jeg kom hjem gik jeg ned i Dollar Value, et supermarked ejet af kinesere der godt kan lide at prøve at tage røven på dig, var mit indtryk! Der var meget mørkt på vejen derned og var en smule bange, da jeg havde fået at vide at det ikke er en god ide at gå nogen steder alene, men det viste sig at kvarteret jeg bor i er et godt et, ifølge Neville, så der var ingen ko på isen. Jeg var i seng pensionistagtige kl. 21.30. SWEET!

Næste dag stod jeg op kl. 5:00. Puha, meget tidligt! Jeg kørte med Yvonne på arbejde. Hendes funktion på byggepladsen er jeg ikke helt sikker på, men hun er i hvert fald 28 år og ghaneser. Rigtig, rigtig flink kvinde. Hun snakker som en sand afro-englænder. Ja, hvad betyder det så? Jo hun siger ”WHAT” rimelig ofte i hendes sætninger og så videre. Så grineren! Men anyways, mødtes med Richardt på sitet kl. 6:20 hvorefter han sendte mig over til min nye mentor, Neville.
Lidt om Neville Suer. Han er born ’n raised on Jamaica, men er inder. Jeg vil skyde ham til at være omkring de 40 år. Han har 4 børn hvoraf den ene er en pige på 20 som er knivskarp… Jo, ser I, hun læser astrofysik i L.A. på stipendium. En sand straight-A student. Men ham Neville viste sig at være en rigtig flink fyr, ligesom alle andre man også har mødt herovre.
Anyways, så skulle vi jo ud og arbejde. Første stop var Oracabessa, hvor vi skulle ud og grave en vandledning fri, for at forsikre at denne ikke ville ligge i vejen for den nye vej. Med os tog vi et par arbejdere, Andre og Carl. To fine drenge, hvoraf jeg ikke fatter et kvæk af hvad Carl siger. Han snakker konsekvent Patois hele tiden. Det er den lokale dialekt, som er engelsk krydret med et eksotisk indslag. Det er vel noget man lærer at forstå i løbet af det halve år jeg skal være her, men damn, Dr. Alban x 10.
Anyways, vi fandt ledningen, og herefter blev afstanden fra dennes overside og op til terræn målt og fra dens centerlinje til vejens centerlinje målt. Det er i bund og grund det arbejdet bestod i. Efter Oracabessa kørte vi længere østpå. Vi skulle finde endnu et par rør. Dette foregår ved hjælp af sparsomme informationer, en metaldetektor og Nevilles lokale kendskaber. Dette sted hvor vi nu skulle finde rør var næsten lige ud til vandet. Her fik jeg en lille interessant oplevelse. Da jeg gik og gloede ned i metaldetektoren, kiggede jeg pludselig op, da en mand lettere truende spurgte om jeg kendte denne pige som han viste et billede af… Hun var blevet kidnappet af en hvid mand, sagde han. Tror I jeg var bange? Her står tre meget sure Jamaicanere og mistænker mig for at have kidnappet deres datter. Shit, så er det godt at man stod med Neville og fire andre som også var klar til at beskytte en, hvis det var. I de fire nye var også en flag-guy og en gravemaskinefører.
Vi var hjemme på sitet omkring kl. 17:30. Dorthes ingeniør James, en waliser på 29 som også er flink, kørte os hjem til Jamaica Beach, hvor vi anløb kl. 18:45. Jeg spiste sammen med Dorthe hvorunder vi også så lidt af MIIB i lorte-amerikansk TV. De skal have reklamer cirka hvert tiende minut, for mad, tv-shop, mad, biler, mad og christianity. Den er helt gal med det der amerikanske fjernsyn. Det er så dobbeltmoralsk det land, at jeg ikke engang gider at spilde plads på det her. Og I gider sikkert heller ikke høre om det. Jeg skriver et læserbrev til E.B.

Alt for nu! Part deux kommer nok imorgen!

Jeres whigga i Caribien repræsenterende Danmark, Morten

HVIS der er nogen der ved hvordan helvede man laver overskrifter, får billederne til at blive hvor de er placeret og ellers hvordan det her l... virker, så må I meget gerne hjælpe mig! Jeg er ikke en haj til dette! Håber at I nyder det alligevel!

/Morten

YA MON... Jamaica mon...

Ja, den er god nok… De siger sgu alle Ya-mon hele tiden… Men meget mere om det senere…!

Ja, jeg er så ankommet her til Jamaica. Som nævnt i foregående i indlæg, så er her beskidt, kriminelt, vejene sutter (på nær dem vi laver!!!) og alle kigger på en som om de aldrig har set en hvid før!
Men som sagt, så er det virkelig spændende her og vi har fået en kanon modtagelse af alle de ansatte.
Først lige lidt om turen herover og Jamaica. Denne solbeskinnede tropeø, ligger i det karibiske hav, 145km syd for Cuba. Den har vist omkring små 3 mio. indbyggere og der bliver dræbt 6-7 stykker om dagen, mener jeg at have hørt.

Dagen hvor jeg tog af sted, onsdag den 24., begyndte allerede kl. 4 om morgenen, og det skulle snart vise sig at blive en meget lang dag!

Af sted gik det til lufthavnen, hvor jeg mødtes med Dorthe. Efter vi havde sagt farvel til vores forældre, så gik vi op til sikkerhedstjekket. Det er jo helt vanvittigt så paranoide at alle lufthavne er. Men fair nok, når der går folk omkring som omvandrende bomber. Efter en times forsinkelse kom vi af sted mod Gatwick i London med Sterling (=minus benplads), og til det har jeg at sige at det er tydeligt at se at de er på røven. 1. De serverede intet mad. 2. Vi skulle selv betale for den… 3. Kabinepersonalet var lignede stamgæsterne fra The Hook i Søborg.. Og 4… De solgte gudhjælpemig lotterisedler… Ja, den er helt gal hvis du spørger mig!

Men i Gatwick ankom vi. Denne lufthavn er omtrent ligeså røv-grim og kedelig som Heathrow. Englænderne ejer jo ikke stil. Den er helt gal. Det første syn der mødte os da vi kom ud af flyet var en tæppebelagt gang hvori der ikke var højere til loftet end en dørkarm er høj. Der var ikke meget galt, i hvert fald!
Vi mødtes med fire andre trainees som også skulle til Jamaica. Johnny fra Ballerup og en af hans klassekammerater. Herudover var der to andre, Jackie og en fra DTU. Jeg er så dårlig til at huske navne, så derfor kan jeg ikke lige huske dem. Men det er også ligegyldigt for historien!!!
Afsted kom vi fra Gatwick, efter at have browset lidt omkring og spist bagels til 35kr/stk. Ja, de sataner ved godt hvad de skal tage for det…
Fra Gatwick fløj vi med et Boing 777. Det var meget mere nice, end det levn fra Tyskland vi fløj med fra København. Nu skal det lige siges at der intet i vejen er med Tyskland. Måske det eneste land i verdenshistorien med en pletfri historie… (Citat fra Dolph. Det behøves nødvendigvis ikke at være sandt!!!) Anyways… I 777’eren var der 2” benplads ekstra, og de kunne fløjtme godt mærkes! Og det var dejligt, siden vi skulle sidde der i over ni timer! Og så var der også sådan noget in flight entertainment system. Very nice. Så jeg fik set The Guardian og Love Actually. To rigtig nice film! Men hvad kan der mere siges om flyveturen? Jo, jeg sad ved siden af snoop dogg og foran Big Momma… Yessørs, sidstnævnte var godt nok hyggelig! Hun kaldte mig både Dear og det hele! Og så kom klassebemærkningen. Hun rejste sig op på et tidspunkt… Så sagde hun: ”Uhhh, I need to staaaand up… På den der måde at de gamle mommas siger det. Hun snakkede seriøst ligesom Momma. Forresten, så har det der Bermuda trekant intet på sig. Vi fløj over den. Der skete intet.

Kl. 17:30 landede vi i Kingston, Jamaica. Landet hvori jeg mere eller mindre skal tilbringe 183 døgn, når jeg altså ikke lige er i Miami og St. Croix osv. med Dorthe og Johnny og hvem der ellers vil med. Jeps, vi skal til Miami og besøge hendes veninde og så til St. Croix, da det jo kunne være meget sjovt at besøge en gammel dansk ø.

Anyways, for at vende tilbage til lufthavnen, så var den ligeså skod som Gatwick var grim! Her var ingen aircon, og når man kommer fra -8 grader, så var der sgu pænt varmt! Og så skulle vi også udfylde alle mulige skodpapirer og ind i et immigrationskontor og have papirer stemplet! Da vi alle så havde været igennem, så kunne vi omsider komme af sted til nordkysten. Da vi kom ud af lufthavnen stod der en herre med et skilt hvorpå der stod Pihl på og det var så vores chauffør der skulle køre os til Pihls kontor i Kingston. Her skiftede vi over i en Ford Ranger udstyret med en ny chauffør. Han kørte som om fanden var i hælene på ham og ville gøre alskens ekseptionelle grumme ting mod ham hvis han fangede ham! Lad mig lige sige at det er bælgmørkt, gadebelysning findes der ikke i bjergene (vi skulle køre tværs over øen for at komme til nordkysten) og oveni dette, vrimler det med indfødte overalt, og de er slet ikke til at se, da de jo som bekendt er meget mørke i huden! Men vores chauffør kørte altså som et gal og der skal meget til før at jeg bliver bange når jeg kører med en som passager. Men her, ja vi kunne ligeså godt være gået ind i en ghetto i Kingston, det ville have været ligeså ubekvemt! Men ligeså bange man var, når han halede udenom igennem et sving, ja, så havde man lidt en indre ro indeni, da han faktisk godt vidste hvad han havde med at gøre, da han var meget lokalkendt og vidste hvor hvert eneste hul i vejen var… Ja, vejene er fulde af huller… Nok derfor vi er kommet herover for at lave veje, for de er virkelig, virkelig dårlige. Anyways, så viste det sig at Richard var gammel rallykører, og for at være ærlig, så tænkte jeg også den tanke, for damn, den mand hamrede sømmet i bund og leverede gearskifter hurtigere end Schumis gamle Ferrari! Men jeg kom frem til min lejlighed uskadt og ovenpå en meget lang 24. januar sov jeg rigtig godt, de nye omgivelser til trods. For resten er en pool under opførelse, så om en lille måned (forhåbentligt inden min fødselsdag så der kan holdes poolparty på denne), så kan vi tage en tur i denne hver dag efter arbejde! Nice!

Hey Alle!

Her lidt nyt fra Jamaica. Her er fattigt, meget beskidt, kriminelt, tremmer for vinduer i alle bygninger og møgvarmt! Men jeg elsker det allerede! Vi bor dejligt, har fået en masse dejlige kolleger og egen bil og telefon, så det spiller max! Jeg sætter mig en dag og skriver et meget længere indlæg, så I får en masse at vide. Derudover tilføjer jeg også en masse billeder, af mine kolleger, sjakket osv.! Landskaber, strande, ja, you name it! Men ikke idag, for der er kun net på sitet, og siden at jeg har været her i 12 timer nu, (ikke her, men rundt omkring) så vil jeg meget gerne hjem og ud og spise med Dorthe og Johnny!

Men jeg er i live, og elsker det! Skriver snart, folkens!

Mange hilsner fra Møller!

Game's on!

Så må jeg kaste mig ud i dette nymodens blog-værk... Blog er vist nok en sammentrækning af weblog... Så har vi det på det rene. Dette er så min første post, og det er på et rent eksperimentelt stadie at jeg skriver denne. Jeg skulle jo gerne have fundet ud af hvordan skidtet virker inden jeg tager afsted til dernede hvor de danser hele natten...!

Jeg flyver afsted med Dorthe fra klassen og vores kontakt i Ballerup, Johnny, på onsdag kl. 7.20. Vi skal altså styre projektet NCHIP-3 (Northern Coastal Highway Improvement Project) på Jamaicas nordlige kyst med hård hånd! Byggepladsen er efter forlydender 100km lang og der skal laves en hulens masse. Blandt andet etablering af nye broer, renovering af eksisterende og etablering af spunsvægge. Man kan se motorvejen fra rummet... Eller i hvert fra Google Earth...! Stor er byggepladsen i hvert fald, så det bliver spændende endelig at slippe væk fra nørdernes højborg, DTU, som har for vane at dræne en for liv og overskud, da de mennesker der designede det i sin tid sørgede for at bruge de samme klamme, grimme og ekstremt uinspirerende bygninger overalt på "Sletten". Men nok om det, jeg er bare glad for at slippe væk.

Anyways, folkens... Jeg skal bare lige se om det her skidt virker. Sætter også lige et billede ind for at afprøve den feature også! Det har ikke noget at gøre med noget som helst forbundet med Jamaica, men blot et billede taget ude fra min plantekasse af græs der vokser i januar...

Melder tilbage fra Caribien ved første givne lejlighed!!!

/Morten aka. Rasta-Mon(ne)