Livet på arbejdspladsen part I


Hej folkens! Den her post er dedikeret til at fortælle Jer lidt om livet på arbejdspladsen! Håber I vil læse med stor interesse!


Onsdag morgen stod jeg op kl. 8:00. Ren luksus i forhold til hvor tidligt jeg kommer til at stå op til hverdag. Kl. 8:50 blev jeg hentet og ude i bilen sad Dorthe og Johnny som allerede var blevet hentet af en pige ved navn Sidse. En tre kvarter senere var vi på sitet for at hilse på cheferne og lige blive vist rundt engang.
Her blev vi først præsenteret for Lars. En høj, autoritær mand, dog med et meget venligt ansigt! Han fortalte os om projektet og om hvorledes hverdagen hænger sammen på sitet. Herudover blev de tre funktioner uddelegeret. Her faldt mit valg på vandafdelingen, hvilket spillede fint sammen med Dorthe og Johnnys valg, da de begge valgte de to andre muligheder, nemlig vejafdelingen og QA-afdelingen (Quality Assurance). Efter snakken med Lars gik vi over og spiste frokost. Det hænger sådan sammen at man for 300 jamadollars (cirka kr. 25) kan spise ret godt. God ordning.
Efter frokost blev vi vist ud til de respektive afdelinger. Her mødte jeg så Richardt, som er halv dansk, halv grønlandsk. Han skulle vise sig at være en rigtig fin fyr. Han har hans kæreste med derovre, og hun arbejder også på kontoret. Vi kørte en tur ud for at se på nogle arbejder rundt omkring på strækningen, blandt andet til en by der hedder Annotto Bay. Denne er også kendt som Little Spanish Town, opkaldt efter Spanish Town, som er den suverænt mest voldelige by på Jamaica. Her mødte vi Neville, som jeg skulle tilbringe de næste to dage med.
Herefter gik turen hjemad mod sitet, hvorefter jeg blev kørt hjem af Richardt. Da jeg kom hjem gik jeg ned i Dollar Value, et supermarked ejet af kinesere der godt kan lide at prøve at tage røven på dig, var mit indtryk! Der var meget mørkt på vejen derned og var en smule bange, da jeg havde fået at vide at det ikke er en god ide at gå nogen steder alene, men det viste sig at kvarteret jeg bor i er et godt et, ifølge Neville, så der var ingen ko på isen. Jeg var i seng pensionistagtige kl. 21.30. SWEET!

Næste dag stod jeg op kl. 5:00. Puha, meget tidligt! Jeg kørte med Yvonne på arbejde. Hendes funktion på byggepladsen er jeg ikke helt sikker på, men hun er i hvert fald 28 år og ghaneser. Rigtig, rigtig flink kvinde. Hun snakker som en sand afro-englænder. Ja, hvad betyder det så? Jo hun siger ”WHAT” rimelig ofte i hendes sætninger og så videre. Så grineren! Men anyways, mødtes med Richardt på sitet kl. 6:20 hvorefter han sendte mig over til min nye mentor, Neville.
Lidt om Neville Suer. Han er born ’n raised on Jamaica, men er inder. Jeg vil skyde ham til at være omkring de 40 år. Han har 4 børn hvoraf den ene er en pige på 20 som er knivskarp… Jo, ser I, hun læser astrofysik i L.A. på stipendium. En sand straight-A student. Men ham Neville viste sig at være en rigtig flink fyr, ligesom alle andre man også har mødt herovre.
Anyways, så skulle vi jo ud og arbejde. Første stop var Oracabessa, hvor vi skulle ud og grave en vandledning fri, for at forsikre at denne ikke ville ligge i vejen for den nye vej. Med os tog vi et par arbejdere, Andre og Carl. To fine drenge, hvoraf jeg ikke fatter et kvæk af hvad Carl siger. Han snakker konsekvent Patois hele tiden. Det er den lokale dialekt, som er engelsk krydret med et eksotisk indslag. Det er vel noget man lærer at forstå i løbet af det halve år jeg skal være her, men damn, Dr. Alban x 10.
Anyways, vi fandt ledningen, og herefter blev afstanden fra dennes overside og op til terræn målt og fra dens centerlinje til vejens centerlinje målt. Det er i bund og grund det arbejdet bestod i. Efter Oracabessa kørte vi længere østpå. Vi skulle finde endnu et par rør. Dette foregår ved hjælp af sparsomme informationer, en metaldetektor og Nevilles lokale kendskaber. Dette sted hvor vi nu skulle finde rør var næsten lige ud til vandet. Her fik jeg en lille interessant oplevelse. Da jeg gik og gloede ned i metaldetektoren, kiggede jeg pludselig op, da en mand lettere truende spurgte om jeg kendte denne pige som han viste et billede af… Hun var blevet kidnappet af en hvid mand, sagde han. Tror I jeg var bange? Her står tre meget sure Jamaicanere og mistænker mig for at have kidnappet deres datter. Shit, så er det godt at man stod med Neville og fire andre som også var klar til at beskytte en, hvis det var. I de fire nye var også en flag-guy og en gravemaskinefører.
Vi var hjemme på sitet omkring kl. 17:30. Dorthes ingeniør James, en waliser på 29 som også er flink, kørte os hjem til Jamaica Beach, hvor vi anløb kl. 18:45. Jeg spiste sammen med Dorthe hvorunder vi også så lidt af MIIB i lorte-amerikansk TV. De skal have reklamer cirka hvert tiende minut, for mad, tv-shop, mad, biler, mad og christianity. Den er helt gal med det der amerikanske fjernsyn. Det er så dobbeltmoralsk det land, at jeg ikke engang gider at spilde plads på det her. Og I gider sikkert heller ikke høre om det. Jeg skriver et læserbrev til E.B.

Alt for nu! Part deux kommer nok imorgen!

Jeres whigga i Caribien repræsenterende Danmark, Morten