A night out, part deux

Yes, folkens. Så skal I da lige høre om en tur i byen igen. Alle festlighederne startede, da vi var ude og spise på den indiske restaurant, Passage to India. Af mennesker fra Pihl var der at finde familien Grønland (min chef og hans nu forlovede), Bornholmeren (Store Martin), Færingen (Linn), Lars og så os tre praktikanter.
Efter et dejligt måltid som altid, drog Johnny, Dorthe, Martin og jeg ned på John Crow’s, hvilket er et meget hyggeligt sted, hvor de spiller det ene reggae-cover nummer efter det andet. Det er de meget glade for her på Jamaica. Ja, tag en sang der i var god og ødelæg den fuldstændig med reggae-beats. Lige i øjet! Anyways, dernede købte vi nogle drinks, I ved øl, rom og cola osv., men Chris (Bornholmeren, han kalder mig morfar, ved ikke helt hvorfor, men han er sgu herlig) sad og hang lidt med hovedet, da han var meget træt og skulle op og køre motorcykel dagen efter. Ja, motorcyklen derhjemme, den savner jeg sgu. Martin og jeg fik da lige stillet vores sult efter benzin, da vi så en 2006 600GSX-R holde udenfor John’s. Martin har en magen til derhjemme, blot en 2005 750. En hidsig satan med 150 hk, hvor min til sammenligning kun har 50.

Hvorom alt er, så blev Martin nødt til at hive i splitten og tage hjem, og så var vi Johnny, Dorthe og jeg tilbage.
Dog kom der pludselig nogle mennesker jeg havde mødt før, og så var vi lidt flere. Vi tog videre over til et sted hvor der efter sigende skulle være karaoke, men den fest var vist død da vi ankom, så nogle af os, Johnny, Logan, to fremmede jeg ikke havde mødt før og jeg, tog videre til Margeritaville.

Nu forholdte det sig sådan, at Johnny og jeg havde købt nogle 200ml flasker på John’s, så dem skulle vi jo have lusket med ind, i sand teenage-stil. Så vi lod de andre gå ind, og kiggede så lige på hvor man blev visiteret, og den visitering skulle vise sig også at inkludere skridtet, så skuffede blev vi nødt til at tage flaskerne frem igen og gemme under en trappe. Ærgerligt. Inden da snakkede vi med nogle lokale, og vi snakkede noget godt og solidt denglish. Det er virkelig sjovt at smide den accent på. Anyways, jeg tog lige en lille tår rom hvorved jeg sagde ”one for me”, og så hældte jeg noget ud på jorden og sagde derefter, ”and one for my homies”. Haha… Så sagde de lokale, ”ooooh maaan, your homies are dead?” Her tager de det åbenbart meget bogstaveligt. Det er nok pga. al kriminaliteten her på øen. Bagsiden af medaljen, I ved.
Hvorom alt er, så kom vi ind på ”The Ville”, og her stod vi og fik os nogle drinks og så på hvordan man skaber sig tosset på dansegulvet på jamaicansk. Det var skidesjovt. De spiller mere eller mindre kun rap, reggae og rythm ’n’ blues på det sted, det til trods for at jeg var oppe og bede om Barbie Girl. De er sgu nogle små sataner, når de end ikke har lyst til at spille den!Anyways, Logan og de to andre skulle vist op på arbejde næste morgen, så de tog hjem. Så var vi kun Johnny og jeg tilbage, sammen med 300-400 negere. Ja, vi var de eneste ikke-jamaicanske folk tilbage i klubben, hvilket var meget sjovt.
Dette her er så Logan. En pudsig sammenblanding af Michael Bolton og Simply Red.
Og så de to jeg ikke havde navnene på...

Anyways... Dog var jeg ude for en lidt sjov episode. Johnny og jeg sad lige og diskuterede verdenssituationen og det gør man jo over rom og cola, så vi skiftedes til at drøne op i baren. På en af disse ture op til baren stødte jeg ind i den hersens jamaicanske herre. Samtalen gik som følger, hvis jeg ikke tager meget fejl:

”Hey white-boy”
”Jah mon?”
“I’m a gangsta, and have just gotten outta prison”
“Ooook…”
“Yes, and these guys, they are my thugs…”
“Riiiight…”
“Yeah, you buy me a drink, huh…?”
“Yeees…”

Der var ikke så meget at rafle om der, haha… Det var sgu en af de sjoveste møder jeg har haft med en lokal. Men hvad kan man gøre i en sådan situation? Tænkte at 16,50 kr. for en rom og cola var en billig pris at betale for at undgå at blive kanøflet af gangsteren og hans thugs!
Efter at have ventet forgæves på Barbie Girl’en i over tre timer, besluttede vi os for at forlade stedet inden solen stod op, og mens vi stadig havde æren i behold. Stedet var efterhånden blevet tomt, så det var helt afgjort tid til at gå.

Igen en skide god aften med nærkontakt til røvere og banditter og skønheder der shaker deres booty på dansegulvet.Apropos ovenstående, så bliver I ved med at være efter mig med at jeg skal komme med nogle billeder af jamaicanske piger, men forstå mig ret, som Jesper Skibby siger, så kræver det nosser at tage snigerbilleder af piger her i landet, når det vrimler med gangstere og thugs. Dog er der et enkelt her, som dog ikke engang er så meget værd, men hva’ fa’en… Det er det bedste Møller kan tage på en club fuld af banditter
Mange hilsner herfra Jamaica.

Morten Møller

Solopgang, Jamaican Style

Her på Jamaica afviger naturen i stor grad fra derhjemme. Det er hvad alt angår. Vegetation, landskab og hav. Det hele er meget mere dramatisk her, end derhjemme. Dermed ikke sagt at Jamaica er smukkere. Jeg er af den opfattelse, at ethvert land er smukt på sin egen unikke måde. F.eks. har Jamaica ikke flotte, gule rapsmarker om sommeren, ja, de har endog ikke årstider. Ej heller har de den dejlige oplevelse af løvfald og forår. Det er privilegier vi er heldige med at have i Danmark, mener jeg.

Hvis vi tager og vender den om, så har Danmark ikke bjerge, som Jamaica. Danmark har ikke dykkermuligheder som Jamaica, osv. Ethvert land har sine skatte, som ingen andre har. Det kan jeg med sikkerhed sige, da jeg efterhånden har været så heldig at se en masse af denne fantastiske klode. Australien og hendes outback, Sydøstasien og alle deres smukke strande og gæstfrie folkefærd. Har set det meste af Europa efterhånden og dets mangfoldighed. Senest Caribien med deres i mange henseender unikke kultur. Yes, jeg har været en heldig kartoffel i den henseende. Endnu har jeg mange steder til gode. Blandt andet USA og Sydamerika. Håber at se sidstnævnte inden jeg tager herfra denne lille grønne plet i det store blå Caribiske Hav.

Er der imidlertid én ting at lande har tilfælles, så er det solnedgange og -opgange. Der har alle lande forudsætninger for, bare at vejret er til det. Den smukkeste solnedgang jeg har været vidne til var på øen Koh Tao i Thailand. Det var en fantastisk solnedgang, hvor himlen havde et utal af farver. Det var vist nok på grund af at vinden vendte i de dage vi var der. Det var sådan at vinden blæste den ene vej halvdelen af året, og vice versa. Fantastisk oplevelse, hvor jeg stod i vand til knæene, da jeg i bar begejstring havde løbet ud i vandet for at få money-shottet i hus.

Hvorom alt er, så skulle jeg blive en oplevelse rigere, hvad angår solopgange i sidste uge. Det er sådan at jeg hver dag drøner på arbejde imens solen står op. Det er dejligt at køre mod øst, i retning af solen. Jeg kørte som sagt på arbejde, og himlen var i flammer.


Det var virkelig smukt. Dog skulle det blive flottere og flottere, da det hele kulminerede i denne udsigt. Det var virkelig flot, og jeg standsede bilen for at tage disse billeder.

Ærgerligt at jeg ikke havde mit spejlrefleks med, så der kunne have kommet noget mere himmel med og kvaliteten i bund og grund bare kunne have været bedre. Sådan er det. Jeg tog i hvert fald billedet og jeg håber at I synes det samme som jeg. Det var utrolig smukt. I kan selv dømme.

Alt for nu! Håber at alt er vel hjemme i kongeriget!

Jeres Møller

Den værste radio-jingle nogensinde

De herrer og damer. Når jeg ikke kunne finde KLAS-jinglen på Internettet, så måtte jeg ty til andre metoder. Jeg har sgu optaget lortet fra bilen med digitalkameraet. Så læn Jer tilbage, se på den her ultra old-school højttaler på videoen, og kig så mod himlen når I hører jinglen. Det er den der starter lidt efter midt inde i klippet. Den er helt gal.
Hvis I også erindrer at jeg fortalte at de med verdens mest irriterende stemme reklamerer og fortæller hvad klokken er hver 15. minut, så læg også mærke til dette i klippet! Den er helt gal, hvis I spørger mig...

Mens jeg venter på at videoen bliver færdigbehandlet inde på youtube.com, så kan jeg lige reklamere lidt for fremtidige indlæg. I denne forbindelse vil jeg gerne starte med at berette om at jeg i de næste fire uger, skal ud og arbejde cirka 65 kilometer fra mit hjem her på Jamaica. Det resulterer i en transporttid fra hjem til arbejde på cirka 75 minutter. Sådan er det nu engang. Hvad er værre, er at jeg ikke er i nærheden af en internetforbindelse derude, så det er ikke sikkert at jeg lige kan få opdateret bloggen så regelmæssigt her i den nærmeste fremtid.
Anyways, det var de fremtidige indlæg vi kom fra... Her kan jeg blandt andet lokke med indlæg såsom:

• Det forjættede land
• Bilstil på Jamaica
• A night out, part deux
• Grillfest, Pihl-stil
• Den barske hverdag
• Kørsel på Jamaica

Det er blot nogle af de guldkorn der ligger i skuffen. Nogle mere barske end andre, men det er jo ikke lutter flotte strande på den her ø. Medaljen har altid en bagside.
Hvorom alt er, så vil jeg afrunde her. Linket til den klammeste jingle i radioens historie kommer her:

http://www.youtube.com/watch?v=f0ZT3x-PwRs



Alt for nu, mine herskaber.

Møller

Kommentarer... Part deux!

Hej folkens! Jeg har en lille bøn til Jer! Vær søde at smide nogle flere kommentarer, for det er virkelig rart at læse disse, når man er så langt væk hjemmefra som vi er her!

Motorcyklen herunder har intet at gøre med kommentarerne eller bloggen... Den er bare hamrende fed, og så er den italiensk!

Anyways... I starter med at klikke på "1 kommentarer" (der kan også stå 0, 2, 3 eller 12 kommentarer, alt efter hvor mange der ligger der).

Herved popper denne side op på Jeres skærm. Nu starter I så med at klikke på Other.

Herefter skriver I så Jeres navn under boksen "Name"...
Hvorefter I så klikker oppe i selve boksen til Jeres kommentar, og så er det bare med at hælde Jeres hjerter ud!
Så klikker I på "Publish you comment"...
Og endeligt bliver i udødeliggjort på internettet ved hjælp af Jeres fine kommentar der ligger så flot på siden!
Smid nu de kommentarer, folkens! Det tager sygt lang tid at forberede de her indlæg, men det er det hele værd når der kommer kommentarer!

Mange venlige hilsner fra Møller

Der Blaue Lagune und Somerset Wasserfallen

Yes, man… Vi var sgu på fieldtrip for et par weekender siden til stedet hvor filmen af samme navn er blevet optaget. Eller det vil sige at den hed The Blue Lagoon, da den var engelsk. Jeg synes bare at der er for lidt tysk i min hverdag, efterhånden, så jeg må jo tvangsfodre det… Anyways, vi tog hjemmefra tidligt om morgenen, da vi ligeså godt kunne fortsætte stilen ind i weekenderne med at stå tidligt op. Vi drog af sted mod byen Port Antonio, som ligger omkring 80 km fra hvor vi bor.

På turen derud så vi en ægte fritgående påfugl.

Jeg ved ikke om Johnny havde misset morgenmaden, men han ville i hvert fald nakke den, så han steg ud af bilen og jagtede den. Dyreplager!
Anyways, så kørte vi videre og drog igennem ovennævnte by, som har noget meget interessant arkitektur. Det ligner nærmest noget der er taget ud af en sørøverfilm! Det var sjovt at se, og det udskilte sig også fra den typiske jamaicanske arkitektur, som i bund og grund er masser af beton og bliktage. Bliktagene og storme går ikke godt i hånd sammen, da de under en sådan kan få den sjove ide at blive revet af for derefter at flyve igennem luften og dele et menneske i to. Det ér sket, folkens! Jeg har ikke set det, men tydeligvis uheldige mennesker har… For lige at vende tilbage til turen, så kørte vi som ovennævnt igennem Port Antonio for derefter at lede efter Blue Lagoon. Det skulle vise sig at de også kalder denne for Blue Hole. Fair nok. Det er jo også et hul. Hvis du bare fjerner vandet… Anyways, så er ”hullet” omkring et par og tres meter dybt. Det er meget dybt! Især fordi at der nok er 100 meter fra den ene ende til den anden og på tværs og så videre. Yessørs. Det forholder sig sådan at Den blå Lagune er åben i den ene side ud mod havet. Dog er den afgrænset med koralrev, men stadig er der åbent ud mod havet. Der er en kilde der udspringer i den blå lagune, hvilket er årsag til den sjove blanding af koldt og varmt, blåt og grønt, saltvand og ferskvand. Det var sjovt at bade i. Og badet blev der gjort. Vi ankom nemlig til lagunen, og allerede igennem træerne kunne vi se at det her var et virkelig flot sted. Heller ikke så meget affald som på resten af Jamaica.

Da vi kom ned af den sørgelige undskyldning for en vej, kom der selvfølgelig straks en mand over til os, men han tilbød os ikke ganja, men derimod en sejltur. Den købte vi sgu, så vi blev ført over til en tømmerflåde lavet af kæmpebambus!

Synet der mødte os var som taget ud af en film… Ja… Øhh… Det var det jo så egentligt også.
Men vi gik ombord på tømmerflåden og straks blev vi sejlet ud på lagunen. Vandet var så blåt, så blåt! Grønt er godt for øjet, men blåt er bedre! OG også for kroppen, så af med tøjet, badebukserne eksklusiv, og i baljen med mig… Johnny skulle snart følge
og Dorthe tog billeder! Johnny og jeg badede på livet løs, hoppede i vandet, slog os, hoppede i igen, og sådan fortsatte det,
mens herren her sejlede os videre igennem lagunen. Jeg havde jo forkælet mig selv med et dykkerur, så det ville være åndssvagt at lade være med at dykke ned når jeg nu havde det omkring mit håndled. Så jeg prøvede at dykke ned… Dykkede og dykkede indtil jeg fik lidt et chok og steg op igen. En stor hvid ting kom pludselig til syne, da jeg var en fem meter nede… KLAMT. Jeg er let at skræmme når jeg ikke kan se bunden, og det skulle også vise sig at være en hvid klippe der sprang frem fra dybet.
Vores sejler gjorde hvad han var bedst til, så han sejlede os videre med en sørgelig undskyldning af en paddel-ting. Sådan en bambusstang er meget god, når man kan nå bunden. Når man ikke kan, så går det sgu noget langsomt, men hva’ fanden, ”This is Jamaica, mon” som de plejer at sige. Det er en sætning der undskylder alt, lige fra affald, over dødskørsel, til deres afslappede tempo her på øen. Yes…

Vi sejlede videre, og ud af lagunen med os og ned ad en flod, der skulle vise os at tage os over til et sted hvor vi skulle trespasse. Jeps, hvis vi ville se hvor Cocktail, ja i ved filmen med Tom Cruise fra ’88, blev optaget, skulle vi bare stige af for enden af floden, eller kilden, som det egentligt var, og så gå igennem lidt skov.

Herefter kunne vi så se stedet hvor denne ellers i mine øjne rigtig gode film blev optaget. Meget flot sted, med en smuk strand og dramatiske klippeformationer, men siden at vi var på privat grund, så kunne vi kun lige tage billeder inden vi skulle tilbage til tømmerflåden, som ville sejle os tilbage til lagunen.
Da vi kom der tilbage badede vi lidt igen, og grinede synderligt meget af en amerikansk pige der bare ikke kunne svømme crawl. Den var helt gal. Svømmede på den der åndssvage måde, hvor man ved hvert tag drejer hovedet med og i tilgift absolut ingen steder kommer… Det er for smukt. Vi mødte desuden vedkommendes familie. En gammel mand der var 88 eller sådan noget. Han var også ude og svømme i lagunen, hvilket var meget friskt. Men bottom line, den familie var The Barones. Det var super griner. Faren var totalt Frank… Ja, Jer der kender til Raymond ved hvad jeg mener. Alle Jer andre fatter ikke en brille lige nu. Sorry!

Anyways, vi bestilte noget suppe, hvilket skulle blive nice. Ja… Lige indtil jeg fanger en hønsefod med gaffelen. Jeg er ikke kræsen, men en legemsdel som foden… Og så på en høne, som bekendt vader rundt i sit eget lort… Ja, der bakker jeg ud. Fuck, det var klamt. Så den blev kastet ned til fiskene. De kunne godt lide den. Dagens nærdødsoplevelse. Fy for satan.
Herefter kørte vi tilbage mod Port Antonio og gik lige en tur på KFC. Det var der ikke noget specielt ved! Vi kørte videre mod Somerset Falls. Da vi ankom blev vi overraskende nok ikke overfaldet af de fem-seks medarbejdere der stod ved indgangen, da vi steg ud af bilen. Vi betalte i døren og gik ind i haven der skulle føre os ned til vandfaldet. På vej derned blev vi guidet igennem haven af en flink dame der viste os de forskellige blomster. Hun viste os også toiletterne og spurgte os om vi ville benytte os af lejligheden til at besøge dem. Jeg takkede pænt nej, da jeg allerede havde tisset i lagunen.

Efter at have set blomster, træer, herunder kæmpebambus med skud der vokser en halv til en hel meter om dagen, og arrige papegøjer, så var det tid til at se selve vandfaldet. Vi sejlede i en robåd op ad den lille flod… Eller nærmere vandløb. Ja, det er nok mere nærliggende at kalde den for det.
Det var rimelig snævert til tider. Ved endestationen sagde vores bådmand at vi kunne klatre op på klippen og hoppe i. Så det gjorde vi så. Jeg hoppede direkte ind i en lårtyk stråle der slog mig direkte ned i vandet! Så griner! Op igen med mig. Jeg spurgte manden om det var muligt at hoppe på hovedet. Det skal lige siges at vandløbet måske var 2-3 meter bredt på det givne sted, hvor man kunne hoppe på hovedet, hvis det var muligt. Som sagt, jeg spurgte ham om det var muligt… Psykopaten (på det tidspunkt troede jeg ærligt talt ikke at det var muligt at hoppe på hovedet)
klatrede op på klippen, løb hen til kanten og sprang derefter uden tøven ned i vandet med hovedet først. Freakin’ ay, hvis han kan, så kan jeg også, så i med mig! Han sagde at der var 6-7 meter dybt, og det tog jeg hans ord for… Jeg har utrolig meget respekt for sådan noget hovedspring… Det er noget farligt stads hvis der ikke er dybt nok. Men det var der her, så jeg blev ved med at hoppe og hoppe og hoppe. Johnny var også game. Jeg er hovedspringenes MP3… I ain’t going nowhere…!
Efter utallige hop fra klippe sejlede båden os tilbage. Johnny og jeg badede lige en smule hvorefter det hed drikkepenge og så retur mod Tower Isle. –Det er der hvor vi bor, hvis nogen skulle være i tvivl…

På vejen dertil, skulle vi dog lige have en sidste oplevelse. I byen Anotto Bay, lidt en hård by, der var der march… Ja, det var en kirke der var ude og marchere og sprede deres budskab om blandt andet rygning. Det skete med sang og trommer og hele molevitten. Så blev vi også lige den oplevelse rigere.
Alt i alt var det en god og mindeværdig dag, hvor jeg endelig så Den blå Lagune, som jeg har villet se i så lang tid. Det var også alt jeg havde tænkt mig. Virkelig smuk.

Alt for nu, godtfolk. Vær søde at smide nogle indlæg, hvis I skulle have mod på det.

Mange tak,

/Møller
/Udspringsekspert og mislykket fridykker grundet frygt for store hvide klippeformationer.

Billeder fra Vestindien vs. Pakistan

Her er lidt stemningsbilleder fra ICC Cricket World Cup 2007.

Til alle Jer cricket-interesserede, så kan jeg berette om at Pakistans cheftræner, Bob Woolmer, døde søndag morgen i Kingston. Nu tænker i mord, når Kingston og død nævnes i samme sætning, men ifølge kilderne er der tale om et hjertetilfælde. Der går dog også rygter om at der muligvis er tale om selvmord, da Pakistan har tabt begge deres kampe til henholdsvis Vestindien i åbningskampen og senest til Irland i lørdags. Sidstnævnte kamp ville i fodboldens verden have svaret til hvis Brasilien tabte til Jamaica, er jeg blevet fortalt.
I Pakistan har en vred pøbel brændt coach Woolmers hjem. Det er for langt ude. Fanatisme i alle henseender fører aldrig noget godt med sig.
Alt for nu, folkens. Håber at alle er vel, ligemeget hvor I må befinde Jer.

/Møller

PS. Her er et link til flere billeder: http://cricketworldcup.indya.com/interactive/photogallery/m06_16032007_photogallery.htm

St. Patty’s Day og Irland i Cricket World Cuppen

Ja, allesammen… I øjeblikket er der Cricket World Cup i Vestindien, og det går ikke ubemærket hen, kan jeg godt fortælle jer.
For at tage historien fra toppen, så er den eneste radiostation jeg kan modtage i min bil KLAS sports radio. Og den radio har de mest sindssyge jingles… Jeg siger Jer, det er for vildt. Vi snakker blandt andet Bonanza-melodien hver gang de annoncerer hesteløb. Jeg har uploadet et klip med denne jingle… Læg især mærke til ham der annoncerer... Det er den samme ved hver annoncering. Jeg tror at manden ejer jordens mest irriterende stemme.

http://www.youtube.com/watch?v=CpO2yRi59EQ

Jeg undskylder for den ringe billedkvalitet, men kameraet indstiller ikke blænden når man panorerer...

Herudover bliver man informeret hvad klokken er ved deres sponserer hvert eneste kvarter. F.eks. ”The time by Stuart’s Hardware is… 6 o’clock…” Den er helt gal. Jingles… Ja, de er mange og de er underlige. Jeg har prøvet at søge på Internettet efter en hjemmeside til KLAS, men den eksisterer ikke. Har også prøvet at undersøge om jeg kan finde jinglen på en anden måde, men det er ej muligt. Faktum er bare, at det er den mest irriterende radiostation EVER! Og det er den eneste jeg kan tage… YES!

Anyways, så er der jo pt. ICC (International Cricket Council, http://www.icc-cricket.com/) Cricket World Cup 2007 i Vestindien. Alle mennesker, eller stort set alle, er helt oppe at køre. Jeg havde for eksempel en af vores blikkenslagere med oppe og køre en dag efter arbejde, og han bedte mig om at skrue op for radioen, da Vestindien spillede mod Pakistan… Jeg siger Jer at han faldt i ekstase da de vandt!!! Det var så griner! Jamaica hører under Vestindien i denne sammenhæng.
I Europa gør vi os ikke så meget i Cricket, med undtagelserne Storbritannien og Holland. Ja, vi kender ikke reglerne, vi er ligeglade. Jeg vidste end ikke at en kamp varer omkring 7 timer og at testkampe kan vare flere dage. De er ikke rigtig kloge. Det virker umiddelbart også dumt, at et spil der for det meste bliver spillet i de varme lande (Vestindien, Indien, Pakistan, Sub-Saharan Africa, Australien og så videre) varer så længe, med de ved jo nok bedst!
Jeg skal sige Jer, at jeg har gjort et lille forsøg på at sætte mig ind i spillet, men forgæves. Folkene jeg spørger bliver ved med at snakke om ”Runs” og ”Wickeds”… Ja, jeg ved sgu ikke hvad det er for noget… Dog snakkede Johnny og jeg om at køre et smut til Kingston i morgen, men der er der desværre ikke nogle kampe, bad luck! Det kunne ellers have været en oplevelse!

I dag spiller Irland… På St. Patty’s day… Det bliver vildt! Der er en masse irsk-jamaicanske mennesker herovre, vist nok. Også tyskere. Det er lidt sjovt at se hvide menneske snakke patois og snakke med den jamaicanske accent, men hva’ fa’en?! Anyways, nede i Kingston spiller Irland mod Gud ved hvem, men faktum er at de der britter elsker øl, og vel især på St. Patrick’s day, går jeg ud fra. Vi må håbe at de vinder, ikke? Bare som en fodnote, så skal det nævnes at stadion ligger inde i den værste del af Kingston, nemlig Trenchtown. Det er ikke et behageligt sted, hvis man er hvid. Sådan er det. Læg to og to sammen om hvorvidt det er sjovt at tage hjem efter at Irland har slået Vestindien… Hvis man er hvid… IKKE SJOVT! De venter bare på at din bil bryder sammen!!!

Jeg skal lige fortælle Jer en ting i forbindelse med ovenstående. Jeg sagde jo at vi i Europa ikke gik op i cricket og med det faktum for øje er vi blinde for hvor stort Cricket World Cup egentlig er. Vi har jo OL, VM, EM osv. osv. To af disse begivenheder er dog også større en Cricket WC. Men ind på en tredjeplads efter OL og fodbold VM kommer Cricket WC. 2,6 milliarder folk så åbningsceremonien fra Trelawny Multi Purpose Arena. Det er vildt, synes jeg, men forklaringen bag dette antal mennesker skal nok hovedsageligt findes i Indien og Pakistan. Men vildt er det.

Anyways… Jeg vil slutte min post af her. Grunden til at jeg kom med dette indlæg er følgende…Vi snakker Mitch Buchanan. Vi snakker Michael Knight. Vi snakker the one, the only… THE HOFF!!! Enjoy:


Good night, and love to you all!



/Møller

A night out
Ja, vi skal jo også ud og se på hvordan man går i byen på Jamaica. Desværre må jeg skuffe de utallige personer der har bedt om at se jamaicanske lamsebamser, for jeg har ikke fået taget så mange billeder, som jeg ellers er kendt for. Det skal dog nok nå at komme. Har jo stadig fire en halv måned tilbage herovre!

Vi kom hjem fra arbejde lørdag aften kl. 18:15 sådan cirka. Går jo ikke og kigger på uret hele tiden! Anyways, jeg spurgte Johnny om han var sulten og selvfølgelig var han det når jeg spurgte om jeg skulle lave lidt mad til os. Så vi satte os til at spise. James og Dorthe havde joinet os til en øl. Eller Dorthe havde hovedpine, så hun stod over. Vi snakkede med James og det er en ung ingeniør der har ben i næsen. Han virker sandelig som om at han ved hvad der foregår rundt omkring ham, og ydermere er det mit indtryk at siden han er kommet til, så er hele processen med jordarbejdet speedet op. Anyways, James tog over til et sted der hedder Evita’s og Johnny og jeg fik os et par øl og noget rom og cola, hvorefter vi smuttede i bad (hver for sig, bevares). Så gik det ellers indad mod byen til en bar der hedder John Crow’s.

Her mødtes vi med Peter (regnskab), Richardt (min boss), hans kæreste Carina, Claus (beton) og Martin (også noget beton, tror jeg). De er alle herlige mennesker, og snakken går på meget i det selskab. James stødte til senere.

På John Crow’s er klientellet en blanding mellem lokalt og turistet. Vi betragter os som lokale, skal det lige tilføjes her…
I løbet ad aftenen havde flere af os ved bordet bemærket en lille skønhed sidde ved siden af os, og efter hendes venner smuttede var Martin og jeg ikke sene til at gå over og snakke med hende. Det endte med at hun tog med os på Evita’s. Heroppe var der simpelthen gang i den, det var fandme et fedt sted, undskyld sproget. Og det bedste ved dét var at det ikke engang var oppe i 6. gear. Der kunne komme meget mere gang i den, fortalte nogle af de andre.Anyways, det viste sig at denne her pige vi mødte hed Flora og var halv indonesisk og halv engelsk. Rimelig flot også. Ydermere skulle det vise sig at hendes far havde et firma med kontorer i 37 lande eller noget lignende. Meget imponerende. Fik snakket en del med hende og der var ikke det sted hun ikke havde været på kloden. Ja, de rige har mange fordele! Rigtig fedt at høre om alle oplevelserne. Spændende pige. Det korte af det lange var at hun trods mange indvendinger betalte stort set alle mine drinks den aften. Det er ikke lige hver dag man oplever den slags som hankøn, men hva’ fa’en, det virkede sgu for mig.

Aftenen sluttede ved firetiden. Johnny var taget hjem før mig. Han havde mine nøgler i hans bil, da jeg jo selvfølgelig havde efterladt dem der. Det virkede jo som det klart smarteste at gøre på selve tidspunktet. Smart var det dog ikke da jeg kom hjem. Jeg lagde hurtigt to og to sammen, og tænkte at jeg måtte få vækket Johnny i en fart. Det var synd for drengen, men jeg var fuld og fulde Morten der tilmed er træt, vil bare sove. I sin seng. Så det jeg gjorde var at banke på hos Johnny. Han havde dog nævnt for mig aftener inden, at når han sov, så sov han, og så kunne ingen lyde få ham til at stå op, lige meget hvor høje de var. Så jeg lagde hovedet i blød, mere end det var i forvejen, og kom så på den geniale ide at tage fat i vinduet, og se om det var låst.

Her havde jeg heldet på min side, da det var åbent. Så jeg fik skubbet det op, og greb herefter ud efter dørhåndtaget i bedste horrormovie-stil..

Jeg fik fat i det og låste døren op, hvorefter jeg gik forbi en sovende Johnny i soveværelset ind i stuen og tog nøglerne til bilen, hvor mine egne lå.

Endelig kunne jeg sove, efter at have begået indbrud i en lejlighed og en bil. Jeg var sgu rimelig god, så god at man burde kalde mig ”Snake”. Kunne leve af det, er jeg ret overbevist om.Alt i alt var det en skidegod aften i byen, med herlige mennesker fra flere forskellige lande.


/Møller!!!