Der Blaue Lagune und Somerset Wasserfallen

Yes, man… Vi var sgu på fieldtrip for et par weekender siden til stedet hvor filmen af samme navn er blevet optaget. Eller det vil sige at den hed The Blue Lagoon, da den var engelsk. Jeg synes bare at der er for lidt tysk i min hverdag, efterhånden, så jeg må jo tvangsfodre det… Anyways, vi tog hjemmefra tidligt om morgenen, da vi ligeså godt kunne fortsætte stilen ind i weekenderne med at stå tidligt op. Vi drog af sted mod byen Port Antonio, som ligger omkring 80 km fra hvor vi bor.

På turen derud så vi en ægte fritgående påfugl.

Jeg ved ikke om Johnny havde misset morgenmaden, men han ville i hvert fald nakke den, så han steg ud af bilen og jagtede den. Dyreplager!
Anyways, så kørte vi videre og drog igennem ovennævnte by, som har noget meget interessant arkitektur. Det ligner nærmest noget der er taget ud af en sørøverfilm! Det var sjovt at se, og det udskilte sig også fra den typiske jamaicanske arkitektur, som i bund og grund er masser af beton og bliktage. Bliktagene og storme går ikke godt i hånd sammen, da de under en sådan kan få den sjove ide at blive revet af for derefter at flyve igennem luften og dele et menneske i to. Det ér sket, folkens! Jeg har ikke set det, men tydeligvis uheldige mennesker har… For lige at vende tilbage til turen, så kørte vi som ovennævnt igennem Port Antonio for derefter at lede efter Blue Lagoon. Det skulle vise sig at de også kalder denne for Blue Hole. Fair nok. Det er jo også et hul. Hvis du bare fjerner vandet… Anyways, så er ”hullet” omkring et par og tres meter dybt. Det er meget dybt! Især fordi at der nok er 100 meter fra den ene ende til den anden og på tværs og så videre. Yessørs. Det forholder sig sådan at Den blå Lagune er åben i den ene side ud mod havet. Dog er den afgrænset med koralrev, men stadig er der åbent ud mod havet. Der er en kilde der udspringer i den blå lagune, hvilket er årsag til den sjove blanding af koldt og varmt, blåt og grønt, saltvand og ferskvand. Det var sjovt at bade i. Og badet blev der gjort. Vi ankom nemlig til lagunen, og allerede igennem træerne kunne vi se at det her var et virkelig flot sted. Heller ikke så meget affald som på resten af Jamaica.

Da vi kom ned af den sørgelige undskyldning for en vej, kom der selvfølgelig straks en mand over til os, men han tilbød os ikke ganja, men derimod en sejltur. Den købte vi sgu, så vi blev ført over til en tømmerflåde lavet af kæmpebambus!

Synet der mødte os var som taget ud af en film… Ja… Øhh… Det var det jo så egentligt også.
Men vi gik ombord på tømmerflåden og straks blev vi sejlet ud på lagunen. Vandet var så blåt, så blåt! Grønt er godt for øjet, men blåt er bedre! OG også for kroppen, så af med tøjet, badebukserne eksklusiv, og i baljen med mig… Johnny skulle snart følge
og Dorthe tog billeder! Johnny og jeg badede på livet løs, hoppede i vandet, slog os, hoppede i igen, og sådan fortsatte det,
mens herren her sejlede os videre igennem lagunen. Jeg havde jo forkælet mig selv med et dykkerur, så det ville være åndssvagt at lade være med at dykke ned når jeg nu havde det omkring mit håndled. Så jeg prøvede at dykke ned… Dykkede og dykkede indtil jeg fik lidt et chok og steg op igen. En stor hvid ting kom pludselig til syne, da jeg var en fem meter nede… KLAMT. Jeg er let at skræmme når jeg ikke kan se bunden, og det skulle også vise sig at være en hvid klippe der sprang frem fra dybet.
Vores sejler gjorde hvad han var bedst til, så han sejlede os videre med en sørgelig undskyldning af en paddel-ting. Sådan en bambusstang er meget god, når man kan nå bunden. Når man ikke kan, så går det sgu noget langsomt, men hva’ fanden, ”This is Jamaica, mon” som de plejer at sige. Det er en sætning der undskylder alt, lige fra affald, over dødskørsel, til deres afslappede tempo her på øen. Yes…

Vi sejlede videre, og ud af lagunen med os og ned ad en flod, der skulle vise os at tage os over til et sted hvor vi skulle trespasse. Jeps, hvis vi ville se hvor Cocktail, ja i ved filmen med Tom Cruise fra ’88, blev optaget, skulle vi bare stige af for enden af floden, eller kilden, som det egentligt var, og så gå igennem lidt skov.

Herefter kunne vi så se stedet hvor denne ellers i mine øjne rigtig gode film blev optaget. Meget flot sted, med en smuk strand og dramatiske klippeformationer, men siden at vi var på privat grund, så kunne vi kun lige tage billeder inden vi skulle tilbage til tømmerflåden, som ville sejle os tilbage til lagunen.
Da vi kom der tilbage badede vi lidt igen, og grinede synderligt meget af en amerikansk pige der bare ikke kunne svømme crawl. Den var helt gal. Svømmede på den der åndssvage måde, hvor man ved hvert tag drejer hovedet med og i tilgift absolut ingen steder kommer… Det er for smukt. Vi mødte desuden vedkommendes familie. En gammel mand der var 88 eller sådan noget. Han var også ude og svømme i lagunen, hvilket var meget friskt. Men bottom line, den familie var The Barones. Det var super griner. Faren var totalt Frank… Ja, Jer der kender til Raymond ved hvad jeg mener. Alle Jer andre fatter ikke en brille lige nu. Sorry!

Anyways, vi bestilte noget suppe, hvilket skulle blive nice. Ja… Lige indtil jeg fanger en hønsefod med gaffelen. Jeg er ikke kræsen, men en legemsdel som foden… Og så på en høne, som bekendt vader rundt i sit eget lort… Ja, der bakker jeg ud. Fuck, det var klamt. Så den blev kastet ned til fiskene. De kunne godt lide den. Dagens nærdødsoplevelse. Fy for satan.
Herefter kørte vi tilbage mod Port Antonio og gik lige en tur på KFC. Det var der ikke noget specielt ved! Vi kørte videre mod Somerset Falls. Da vi ankom blev vi overraskende nok ikke overfaldet af de fem-seks medarbejdere der stod ved indgangen, da vi steg ud af bilen. Vi betalte i døren og gik ind i haven der skulle føre os ned til vandfaldet. På vej derned blev vi guidet igennem haven af en flink dame der viste os de forskellige blomster. Hun viste os også toiletterne og spurgte os om vi ville benytte os af lejligheden til at besøge dem. Jeg takkede pænt nej, da jeg allerede havde tisset i lagunen.

Efter at have set blomster, træer, herunder kæmpebambus med skud der vokser en halv til en hel meter om dagen, og arrige papegøjer, så var det tid til at se selve vandfaldet. Vi sejlede i en robåd op ad den lille flod… Eller nærmere vandløb. Ja, det er nok mere nærliggende at kalde den for det.
Det var rimelig snævert til tider. Ved endestationen sagde vores bådmand at vi kunne klatre op på klippen og hoppe i. Så det gjorde vi så. Jeg hoppede direkte ind i en lårtyk stråle der slog mig direkte ned i vandet! Så griner! Op igen med mig. Jeg spurgte manden om det var muligt at hoppe på hovedet. Det skal lige siges at vandløbet måske var 2-3 meter bredt på det givne sted, hvor man kunne hoppe på hovedet, hvis det var muligt. Som sagt, jeg spurgte ham om det var muligt… Psykopaten (på det tidspunkt troede jeg ærligt talt ikke at det var muligt at hoppe på hovedet)
klatrede op på klippen, løb hen til kanten og sprang derefter uden tøven ned i vandet med hovedet først. Freakin’ ay, hvis han kan, så kan jeg også, så i med mig! Han sagde at der var 6-7 meter dybt, og det tog jeg hans ord for… Jeg har utrolig meget respekt for sådan noget hovedspring… Det er noget farligt stads hvis der ikke er dybt nok. Men det var der her, så jeg blev ved med at hoppe og hoppe og hoppe. Johnny var også game. Jeg er hovedspringenes MP3… I ain’t going nowhere…!
Efter utallige hop fra klippe sejlede båden os tilbage. Johnny og jeg badede lige en smule hvorefter det hed drikkepenge og så retur mod Tower Isle. –Det er der hvor vi bor, hvis nogen skulle være i tvivl…

På vejen dertil, skulle vi dog lige have en sidste oplevelse. I byen Anotto Bay, lidt en hård by, der var der march… Ja, det var en kirke der var ude og marchere og sprede deres budskab om blandt andet rygning. Det skete med sang og trommer og hele molevitten. Så blev vi også lige den oplevelse rigere.
Alt i alt var det en god og mindeværdig dag, hvor jeg endelig så Den blå Lagune, som jeg har villet se i så lang tid. Det var også alt jeg havde tænkt mig. Virkelig smuk.

Alt for nu, godtfolk. Vær søde at smide nogle indlæg, hvis I skulle have mod på det.

Mange tak,

/Møller
/Udspringsekspert og mislykket fridykker grundet frygt for store hvide klippeformationer.