Det forjættede Land

For et par måneder siden besluttede vi os at tage en heldagstur til Blue Mountains, inspireret af historier min chef fortalte mig fra da de var der. Det lød fantastisk. Det lød spændende. Det lød vildt! Ikke mindst køreturen dertil, skulle være et kapitel for sig. Så den får Eder skam også her.

Nu forholder det sig sådan at jeg har en bil. En Corolla. En diplomat-slæde. Og med lidt læs i den, så er den nogenlunde ligeså terrængående som en F1-racer.
Så jeg spurgte min kære kollega Lars om jeg ikke måtte låne hans bil i dagens anledning, og det var der ikke nogen problemer med! Lars vogn har modsat min, meget høj ground clearence og træk på alle fire hjul. Herudover er motoren næsten dobbelt så stor, bruger diesel, har turbo og intercooler. Så den flytter sig lidt mere end sølvpilen.
Hvorom alt er, så skulle vi jo altså låne Lars’ hjul, så vi havde aftalt at mødes med ham på hans bopæl om morgenen, som i dette tilfælde var kl. 5:45. Jeg havde prøvet at kime Lars ned, men han var ikke til at få fat i, så vi kørte bare derover. Han bor ikke engang fem minutter fra os. Derfor troppede vi op på bopælen og dyttede i hornet, eller det var så min idé, da især Dorthe ikke bifaldt den fordi det jo som nævnt var MEGET tidligt. Men Møller ejer ikke skam i livet!
Lars vågnede dog ikke… Så næste idé var at gå forbi vagthundene, der dog var ligeså dumme og tamme som Ratata… Så dem mødte vi ikke nogen modstand fra. Huset var dog rimelig stort, så vi kunne ikke finde ud af hvor Lars boede… Ud til bilen med os igen! Herefter kom damen ud der ejede huset, og vi fik hende overtalt til at låse os ind, efter at hun selv forgæves havde banket på Lars’ dør! Vi havde faktisk udviklet en lille bekymring for om der kunne være sket Lars noget, så det var med god samvittighed at vi brød ind i hans hjem.
Da vi kom ind i lejligheden fandt vi hurtigt soveværelset, og en meget tungt sovende Lars! Haha... Så det jeg gjorde var at se om han trak vejret. Tjek. Så nev jeg ham i storetåen, uden at han vågnede. Så nev jeg ham igen, og så vågnede Sovende hvide Mand (som han nok ville være blevet døbt af indianerne, hvis de fandt ham). Han kiggede meget forvirret på os, men hva’ fa’en, vi troede jo at der måske var sket noget! Der var dog heller ingen sure miner fra Lars’ side. Det lykkedes os langt om længe at få skiftet biler! Af sted med os mod De blå Bjerge.

Det var dejligt endelig at have en ordentlig bil. I tilgift havde den endda CD-afspiller og ordentlige højttalere! Virkelig luksus i forhold til min Toyota kassetteafspiller og paphøjttalere i Corollaen.
Vi strøg i hvert fald derud ad, og tog noget der må være en omvej, idet vi blev nødt til at ramme bjergene fra Kingston siden, i stedet for fra nordkysten, som vi jo befinder os på, da vejen havde kollapset i bjergene. Fair nok…
På vej til Kingston skulle vi lige proviantere til den lange tur. Jeg købte et par osteboller og noget kylling, Dorthe det samme, men Johnny er mere kræsen… Vi standsede ved en lille bod der solgte frugt, og sprut, men hva’ fa’en, han havde jo sikkert også noget vand… Ja, det havde han. I kokosnødder, så disse blev Johnny nødt til at købe to af. Hertil købte han også noget meget stærkt hjemmebrændt. Det blev 900 dollars, og det var så dér enhver anden ville have pruttet om prisen, men Johnny er et godt menneske, så han stak ham en 1.000-lap og sagde at han bare skulle beholde resten!
Herefter kiggede herren mod himlen og rakte armene i vejret, alt imens han hujede ”RASTAFARI”!!! Det var et syn for guder!
Hvorom alt er, så anløb vi Kingston, og her blev jeg nødt til at ringe til mr. Neville Suer og spørge om vej, af flere årsager:

1. Skiltning gør de sig ikke så meget i på Jamaica.
2. Kingston er ikke let at finde rundt i.
3. Du vil ikke fare vild i Kingston, da folkene i de dårlige kvarterer ligger på lur og håber på at din bil bryder sammen.
Så Neville gav os kyndig vejledning og guidede os igennem byen. Det skulle dog lykkes os at køre forkert op til flere gange… Anyways, så fik vi kørt os selv op i bjergene og igennem et utal af små bjerglandsbyer hvor vi hilste på de lokale. Var ét med de lokale. Så meget ét at vi samlede dem op også… Læg mærke til silhuetten. Yes, det var en der stod på krogen og holdt fast i ladet.
Og så var der også bare en der valgte at bruge bagsædet…
Skyerne begyndte dog imidlertid at trække sammen, og vi frygtede det værste.
Det ville være surt at have kørt 130 kilometer på ekstremt dårlige veje for ingenting. Vi kørte imidlertid videre, kørte forkert og videre igen. Udsigten var dog helt enestående. Her kan vi se Kingston fra dybt inde i bjergene. Det var ret flot, syntes jeg.
Videre op med os, og efter at være blevet tilbudt ganja op til flere gange, ja vi holdte faktisk op med at tælle, så nåede vi toppen. Eller foden af toppen. Vi skulle jo gå det sidste stykke, da en meget skarpt hårnålesving satte en stopper for Ranger’en. Vejret var, som billedet antyder, mildest talt freakin’ dårligt.
Der regnede, var tåget, koldt og blæsende. Jeg steg ud af bilen og tog bestik af situationen, og ved lige at slå en streg kunne jeg konkludere at jeg ikke havde lyst til gå op ad et bjerg i det vejr. Desuden kunne vi heller ikke tage nogen billeder, da kameraer som bekendt ikke er vandtætte.

Vi besluttede i samråd at køre ned ad bjerget igen. Selvfølgelig skulle vi lige punktere! Yessør, hvorfor ikke? Det var højre forhjul den var gal med. Punktering i sig selv er ikke noget særligt, i hvert fald ikke hvis man ikke kører alt for stærkt, hvilket vi ikke gjorde. Vores problem var imidlertid den svære hældning vejen havde. Vi var heldige at finde en indkørsel der var nogenlunde plan, så vi kørte et smut derind.
Snart skulle en hel familie af børn og mænd komme frem for at hjælpe os. Det var sgu et syn for guder. Den her lille fyr kunne simpelthen sidde nedenunder bilen. Se også hvordan han kigger på undertegnende. Det var åbenbart ikke hver dag at han ser en hvid!
Nu er Ford jo ikke kendt for logisk indretning af biler og instrumenter, så hvorfor skulle der også være logik i hvordan man fik reservehjulet frem? Det skulle der bruges specialværktøj til og alt muligt.
Anyways, vi fik skiftet dækket og omsider kunne vi vende snuden hjemad, og hjem kom vi efter at have faret vild igen i Kingston.

På vejen dertil stoppede vi dog lige ved denne gamle bro der var fuldstændig død, ikk’… Men der var meget flot lige der omkring. Så vi tog en masse billeder. Af os selv, af broen, af landskabet, for Ordnung muss sein! Eller hvordan det nu staves!


Alt i alt var det en rigtig god dag, hvor vi så meget flotte landskaber, men vi nåede ikke ”Det forjættede Land”…
/Møller aka. Møller, Jamaica Ranger