Praktikantdag på Jamaica

I går afholdte vi praktikantdag her på Jamaica. Det var de andre trainees fra havnen i Kingston som vi havde indbudt til en lille rundvisning på vore 100 km. landevej som vi som bekendt er i færd med at anlægge her på nord/nord-øst kysten af denne grønne ø.

De tre herrer, Anders, Jackie og Thomas ankom ved 8:30 tiden eller lignende. Herefter pakkede vi os sammen i en 4x4 Nissan Terrano II, uden aircondition… Og turboen i den virker heller ikke!


Bortset fra det er det en ganske glimrende bil. Den har også to yderligere sæder omme bagi, så vi kunne sidde seks personer i den.

Vi kørte ud til Dover sitet, hvor vi lige hilste på Allan, John Milne og Rudolph. Videre derfra gik turen ud til kanten af projektet, hvor vi er ved at opføre et batching-plant og i det hele taget et helt nyt site. Her er igen et lille panoramabillede. Igen så er det ikke så stort, men jeg håber da at Eder kan få et indtryk! Det er jo en af mine fornemmeste opgaver med denne blog! At få godtfolket til at føle Jamaica igennem tekst og billeder.


Fra Somerset Falls kørte vi tilbage til Llanrumney Sitet. Her spiste vi frokost i Chef’s kantine. Herefter kørte vi i tre biler ind mod starten af projektet i Oche. I hvert fald hvad angår kilometrering.

Den kan vi også lige tage, nu vi er ved den. Det er jo sådan at projektet starter i 303+218. Her refererer 303 til segment 3, kilometer 3 og +218 er jo bare metrerne efter 3 km. Jeg vil skyde på at starten på projektet ligger 3,218 km. fra Ocho Rios centrum. Herefter kører kilometreringen derudad. Lige indtil engang efter Port Maria, hvor den skifter fra 334+118 til 338+947. Spørg mig for Guds skyld ikke hvorfor. Samme nummer sker igen ude i Dover, bare endnu mere forvirrende, så det vil jeg slet ikke give mig i kast med at forklare nu.

Tilbage til trainee-dagen. Vi gjorde holdt i Port Maria, hvor Johnny lige viste os nogle betonkanaler. Næste stop bragte os forbi et meget stort stenbrud, hvor vejen skal gå direkte igennem. Der var noget småt materiel i gang, henholdsvis en 30 og en 46 tons gravemaskine.

De er fascinerende at se i aktion og jeg bliver aldrig træt af at betragte dem. Vi kunne gå langs med en hylde, og der var også én til cirka fem meter længere oppe. Herfra fik jeg taget en masse billeder.

Herefter kørte vi ellers hjemad og viste drengene hvor vi boede. Vores ”security-mand” sad og sov. Det er jo rart at vide at der bliver passet på ens ting i lejligheden i det her land hvor kriminalitet og det at være gangster er job.

Alt i alt var det en god dag. Vi fik snakket med de andre trainees om hverdagen på havnen og om hvordan det hele går dernede. Jeg fik sågar at vide at project-manageren også følger med i bloggen her. Og at han undrer sig over hvordan jeg kan have tid til at skrive så meget?

Jeg skriver hurtigt.
Jeg holder af at fortælle historier
Bruger gerne en del af frokostpausen og også min tid derhjemme

Tre gode grunde blev dermed udpenslet.

Alt for nu!

Morten

Tabellen taler sit eget sprog

Jeg vil i dag bringe en historie der ikke stammer fra troperne. Nej, vi skal hjem til Værløse, som der har spillet så fremragende i sæsonen 2006-2007. De har præsteret på næsten suveræn vis at rykke op i 2. division endnu engang.
Tabellen taler sit eget sprog. 30 kampe spillet. 17 vundne, 10 uafgjorte og kun tre tabte. Det er en solid indsats.

Masser af 2-1 sejre er at finde iblandt, men de tæller jo ligeså meget som 5-0 sejr når man ser på point. JA, Langsted, jeg ved jo godt at ses der på målscore og situationen var som i Spanien, så er historien en anden. Det er altid godt med en god målscore... I Værløses tilfælde, så er det rutinen der kører kampene hjem! Rutinen som min gode, gamle ven, skolekammerat og anfører Nicolaj besidder. Han har desværre været ude det meste af sæsonen, så vidt jeg er orienteret.

Billedet her er omkring to år gammel og viser Nicolaj i et sandt studie af balance og kraft, hængende midt i luften efter at have sendt bolden afsted ind bag målmanden i netmaskerne.
Det var efter sigende hans første mål på senior 1 i Værløse.

Tillykke til dig, Nico og til resten af holdet! Godt at se at lille Værløse igen er tilbage i 2. division. Jeg giver holdet en horisont på fem år til at komme i Superligaen! YESSØRS!

Alt for nu,

Møller - gammel VB-bomber!

Sådan nakker vi kakerlakker

Vi har hermed bevist at hvis du nakker en kakerlak, så kommer alle dens venner frem fra nær og fjern.

For at tage historien fra toppen, så begyndte alle løjerne under aftensmaden lørdag aften. Vi, Jørgen, Johnny og jeg, havde aftalt at lave en god omgang mad og havde inviteret Per over. Lasagne var på menuen, sammen med rødvin og øl. Til dessert havde jeg købt is og budding. Nej, der skulle ikke spares på noget!

Nu forholder det sig sådan at vi har alskens små husdyr nede i stuen/kælderen. Blandt dem finder vi kakerlakker. Disse herlige små kræ må være noget lignende klodens dummeste insekter, af den sjæle grund at de nogen gange vender sig om på ryggen, typisk om natten, hvorefter at de er ude af stand til at vende sig om igen. Dumme dyr. Ligesom lemminger, men i stedet for at lave massive kollektive selvmord i havet, så vender kakerlakken sig bare om på ryggen i stedet og sørger på den måde for at få en langsom død.
For at vende tilbage til middagen, der for øvrigt var rigtig hyggelig, så skulle en jævnligt stor kakerlak dukke op under denne. Den kom dog ikke særlig langt før at Jørgen tog sin sandal af og klaskede den ned over kræet og dermed gjorde den ligeså flad som et stykke A4-ark.Nu skrev jeg tidligere at vi har bekræftet myten om at hvis du maser en kakerlak, så komme der mange andre frem. Og det er da så sandt som det er sagt, for snart skulle det vælte frem med kakerlakker fra alle hjørner. Snart var det heller ikke nok med Jørgens sandal og Pers sål, så jeg tog noget insektspray og så hvordan det fungerede på kakerlakkerne. Den fik dem til at løbe djævelsk hurtigt, men dø, det gad de sgu ikke. Det var først da jeg tilsatte en lighter og en betragtelig flamme viste sig, at insekterne begyndte at dø! Jeg skal love Jer for at Johnny og jeg på skift fik ristet kakerlakker.

Dog blev Johnny lidt overivrig fra tid til anden og var blandt andet ved at sætte ild til Pers bukser. Jeg kom dog også ved et uheld til at sætte ild til min hårene på min hånd, fordi jeg skulle tage telefonen, da en vis herr Brandenburg synes at han skulle ringe og synge Rammstein i en god brænder.

Hvorom alt er, så kunne vi næste morgen tælle ofrene fra den forløbne aftens slag. Vi linede kakerlakkerne op på række og kunne dermed tælle at vi havde tjuffet 29 kakerlakker. Ikke dårligt.

Siden den aften har jeg ikke set en kakerlak. Jeg håber at vi fik lortet udryddet.

Måske man skulle sætte Johnny og jeg på sagen fra starten af, med henblik på skadedyrsbekæmpelse i Danmark på Nørrebro. Så havde staten sparret omtrent 50 mio. kr. på at få taberne i ungdomshuset smidt ud.

Alt for nu!

Mange venlige hilsner - og lettere pyromaniske, bevares - fra Møller

Llanrumney Site i panorama

Så lykkedes det omsider. Jeg fik uploadet mit nylavede panoramabillede af vores kære site her i Llanrumney Farms. Jeg beklager for teksten der går på tværs af billedet på en yderst irriterende måde, men jeg gad altså ikke betale penge for at få den til at forsvinde.

Bare for en god ordens skyld vil jeg lige fortælle Jer at hvis i klikker på billederne her på bloggen, så bliver de forstørret.

Jeg håber at I kan fornemme størrelsen på sitet ud fra panoramabilledet. Størrelsen er revideret siden seneste indlæg til 53.469m2, da det er de sidste dugfriske informationer jeg har fået fra vores landmåler, Eli. Det vil sige at mit skøn ud fra trekanter på en tegning, kun var 1.000m2 fra. Yessørs...

Mange hilsner fra Morten Møller

PS. Vil du da hoppe i havet og p.. mig i øret. Jeg erfarer nu at blogger.com igen giver mig problemer. Nu vil panoramabilledet ikke blive vist i fuld størrelse. Jeg beklager dybt og håber at I stadig kan bruge det til noget.

The Llanrumney Site rundt

Jeg skulle i dag ud og måle en arm op på en 318’er der var gået i stykker, da Per har mistanke om at den arm vi har fået tilsendt hjemmefra ikke passer på maskinen.
Jeg havde egentligt prøvet at måle armen i går, men eftersom at distancen mellem ledene var små tre meter og jeg samtidigt skulle tage billeder – og det faktum for øje at jeg ikke er en blæksprutte med otte arme – så blev jeg nødt til at hive Dorthe og Horace med ud, så vi kunne få det lavet ordentligt. Jeg havde egentligt prøvet at få hevet nogle lokale med i går fra værkstedet af, men eftersom det regnede – eller nærmere dryppede – så var det en tabt kamp på forhånd.
Anyways, Horace, Dorthe og jeg fik opgaven klaret til bravur og herefter tænkte jeg at jeg ville spadsere en tur rundt på pladsen, for at tage nogle billeder. For at give Jer en ide om størrelsen på pladsen, så har jeg i et program lavet et panoramabillede af en serie billeder jeg tog, da jeg stod oppe på en stor bunke sten. Jeg laver om lidt (i skrivende stund) endnu et indlæg, hvor jeg håber at mit billede kan blive uploadet. Der er et eller andet i vejen lige nu, så jeg ikke kan uploade panoramabilledet.

Dog ses det tydeligt udfra panoramabilledet, at pladsen er MEGET stor. Jeg har regnet mig frem til at den cirka er 52.500m2. Når en fodboldbane cirka er 5.000 m2, så danner billedet sig hurtigt! Lidt hurtig hovedregning dikterer omtrent 10,5 fodboldbaner.

På min vej ned til stenbunken, kom jeg forbi en masse ting, selvfølgelig. Blandt andet workshoppen hvor en herre ved navn Peter i øjeblikket er chef i en anden herre ved navn Flemmings fravær. Workshoppen er illustreret på ovenstående billede. Ja, Blogger.com giver mig besvær i dag, og det undskylder jeg for. I workshoppen er der altid travlt. Jeg har ikke engang tal på hvor mange køretøjer der er her på projektet, men det er et godt stykke over 100 når alt tages med.De fleste af køretøjerne kører selvklart på diesel, hvorfor vi på sitet har to kæmpe dieseltanke stående.
Disse bliver jævnligt fyldt op af tankvogne. Flere af disse, vel at mærke. Fra disse mægtige tanke bliver mindre tankvogne fyld op, som derefter kører ud og forsyner projektets arbejdsmaskiner med diesel.

Vi har selvfølgelig også en tårnkran, som man ser på mange byggepladser.

Denne vi har på siten er næsten magen til den at hr. Fangel og jeg kravlede op i, under opførelsen af Værløse Svømmehal. At det var tidlig morgen og at vi var på vej hjem fra byen, det snakker vi ikke om! Udsigten var dog herlig!

Udover tårnkranen kom jeg også forbi Eddie’s steel-yard. Her bliver alt stålet bukket til hele projektet.

Det er tungt arbejde og d’herrer og damer der arbejder der tager da også det hele i et afslappet tempo. Ligesom resten af Jamaica. Dog skal det tages med i betragtning at det i dag er omkring de 34 grader. Så det er klart at alt går lidt langsommere.

Jeg kom også forbi en herlig gammel Mercedes-minibus. Den havde vist udtjent sin værnepligt for Arriva hjemme i Danmark og nu får den så lov til at tulle rundt på Jamaica.
Chaufførerne der kører dem har for vane at køre lidt for stærkt ind imellem, hvilket også har resulteret i flere uheld med disse. Den ene af chaufførerne minder mest af alt om ham skolebuschaufføren fra The Simpsons.

Dette vi har her er Claus’ betonværk. Her bliver al betonen fremstillet til hele projektet og han har vist nok ni betonvogne til at køre betonen ud. Claus er altid en travl mand hernede. Når jeg siger hernede, er det fordi det ligger helt nede i bunden af pladsen. Se panoramabilledet.

Herfra begav jeg mig tilbage mod hovedkontoret og på min vej dertil stødte jeg på disse betonelementer. De bærer præg af et råt, efterladt-ude-i-naturen-look. Herligt. Det er fantastisk så stort et tag naturen har på alt her på Jamaica. Den vælter frem overalt hvor den bare har en smule spillerum.

Det var så en lille, hurtig gennemgang af pladsen i Llanrumney Farms. Jeg håber at jeg med denne har givet Jer et indblik i dens størrelsen og dagligdagen herpå.

Mange hilsner fra Møller

Jeg ved ikke hvad der sker for lorte-spasser-hjemmesiden i dag, men den kan åbenbart ikke finde ud af noget som helst, derfor de manglende mellemrum mellem afsnittene her til sidst.

Danglish - et herligt sprog

Mine herskaber... Hernede på Jamaica findes der et sprog. Er det dansk? Er det engelsk? Eller noget helt tredie, monstro? Ja, mulighederne er mange. Vi har valgt at døbe dette fagre nye sprog, der i grunden altid har været tilstede, for "Danglish". Det er praktiseret af mange og vi har haft os adskillige gode grin over diverse fraser der er blevet fortalt. Jeg husker en klassiker som Johnny var vidne til i vores spæde tid, her på Jamaica.

Johnny var nede ved en byggeplads med hans daværende chef, Garreth, og de stod så og snakkede med formanden dernede om nogle tusse-gamle mahognibjælker som en bro var funderet på, eller noget lignende. Om dem sagde supervisoren til Garreth og Johnny:

"It is mahogni, ikk'? It's fucking amazing, ikk'?!".

Vel og mærke med en klingende dansk accent, som jo hører Danglish til.

Der er masser af klassikere som den, blandt andet også når folk får lidt at drikke. Så ruller Danglishen derudad. For eksempel en gang hvor skodden på en cigaret var ved at blive en tand for lang. Intet askebæger var i nærheden. Hvad gør man så? Man spørger da bartenderinden om man må få et på følgende måde:

"HEY YO! Can you ikk' lige... Can you ikk'... Årh, giv mig et askebæger, for helvede!!!".

Det var simpelthen den smukkeste sætning af Denglish nogensinde. Herren stod selvfølgelig og viftede med cigaretten med den betragtelige aske på, men man må da give bartenderinden roser for at hun forstod hentydningen!

Vi har også en ny herre hernede der snakker engelsk med en så klingende dansk accent at det er Danglish til UG. Hvad gør det endnu bedre er, når han siger "hvad hedder deeet...?" midt inde i en engelsk sætning. Eller Dengelsk, om man vil.

Nu skal man jo som bekendt feje foran sin egen dør, før man fejer foran andres og man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus og så videre... For jeg har nu også fået snakket lidt Danglish fra tid til anden. Senest i aftes, hvor Johnny fangede mig i en god sætning. Jeg skulle bede om endnu en fyraftensbajer i forbindelse med maden, hvorved jeg kommer til at sige:

"Hey waiter, can I get one beer more"

Smukt eksempel på Danglish, men dog ikke ligeså smukt som andre kan præstere, bevares.

Det jeg prøver på at sige er, at vi alle har et skjult talent for Danglish gemt indeni os! Danglish er et herligt sprog. Måske ligeså universalt som tysk, som vi jo alle ved er hovedsproget i Europa.

Alt for nu, kære godtfolk!

Med Danglishe hilsners from Morten

Kulturforskelle

Jeg sidder her en morgen på min arbejdsplads og funderer lidt over alle de forskelle der er herovre i forhold til derhjemme.

Nogen af dem er til at smile af, andre er til at få grå hår i hovedet af. Lad os tage det fra en ende af… Lad os starte med alt det der går en på, ikke sandt? Er det ikke sådan at det altid er, for så har man stadigvæk de gode ting til sidst, selvom jeg dog tror at det kommer i et særskilt indlæg! Jeg vil godt slå fast at der ikke er tale om generalisering her, men jeg prøver blot at skildre de erfaringer jeg har gjort mig med det jamaicanske folk, gode som dårlige…

Jo, ser Eder, lad os starte med tempoet… Tempoet i det her land varierer meget, alt efter hvor du befinder dig. Vejene… Ja, det er ikke ualmindeligt at se en fuldstændig stopfyldt HiAce
drøne forbi vejarbejdet og det arbejdende folk med 50 i timen i en afstand af 1 meter. Højst.Hele deres kørestil herovre afviger i høj grad fra vores derhjemme. Det er som om at jo mere sindssygt du tør at køre, jo mere gangster er du, og det er noget der kan gøre mig virkelig harm! De sætter en ære i at være gangstere, men tit og ofte er det eneste de har at hævde sig med, deres gamle Toyota og deres store kæft.

Deres biler, ja, de er et kapitel for sig. Der er ikke den gamle spand som de ikke kan gejle op. Jeg burde skrive et helt indlæg omkring bilerne, for det er virkelig skægt, den stil de har her i landet. Se blandt andet disse klistermærker

der lige er til at klistre på bilen, så det ser ud til at du har været udsat for et drabeligt ”kør-forbi-skyderi”… Det er så gangster… Det synes de, i hvert fald!

Det bringer mig videre til den næste kulturelle forskel. Lydniveauet. Hvad enten det er en almindelig samtale eller musik til en fest, så er lydniveauet exceptionelt højt. Som ovennævnt, så hævder mange af menneskene hernede ved at være højtråbende.
Festerne er et kapitel for sig. Det handler om at have de største højttalere, og de skal helst flankere dig fra hvert verdenshjørne med gangster-reggae, indeholdende alverdens klammeste lydeffekter, såsom laser-lyde, horn (som vi kender dem fra fodboldkampe) og stemmer der bræger ”BULLET, BULLET!!!”, for det er jo gangster, og dermed sejt… Yeees… Så længe de selv synes det. Jeg tror at folkene her på øen der går til den slags fester, allerede fra barnsben af, mister hørelsen i en vis udstrækning, der gør at det bliver ekstremt højtråbende.Når man kører igennem en by som Port Maria,
der til at starte med er et sandt gedemarked, så ser man, eller rettere hører man, at folkene på denne ø er så højtråbende som ovennævnt. De råber og skriger og vader rundt på vejen som var den et fortov.

Det bringer mig videre til deres afslappede forhold til ”fodgangsfærdsel” på Jamaicas veje. Folk de vader omkring på hovedvejen, som om at de er uovervindelige. Usårlige. Guddommelige. Det er vel sådan man har det når man er gangster og thug og jeg skal komme efter Jer. Folkene de tror simpelthen at det er DIG der får buler i bilen ved at køre ind i dem. Bevares, der skal da nok komme nogle skrammer i bilen, men mon ikke at personen det går ud over kommer lidt værre til skade?Det er helt fantastisk. Jeg har spurgt min kollega Rudolph, som er jamaicaner og et sandt overmenneske i den henseende, om de ikke har trafikundervisning i de små klasser og så videre. Det var tilfældet at de havde, men mit skøn er at mange sov igennem disse timer…

DET bringer mig videre til endnu et emne… Dovenskab. Jeg ved ikke om det er varmen, eller hvad det er, men mange af folkene herovre er luddovne. For det første så er her kæmpe problemer med arbejdsledighed, eftersom cirka 70% af befolkningen er uden arbejde.Mange af menneskene opsøger det heller ikke, men når de gør, så lover de guld og grønne skove. Når de så er kommet ind i varmen, så sker det ofte, i hvert fald med halvdelen af dem, at de bliver meget dovne, meget hurtigt… Sådan går det, desværre.

Helt op til politifolkene, eller ned til vil jeg rettere sige, er dovenskaben yderst fremtrædende. Jeg var på politistationen lørdag nat, lang historie, men jeg ventede dernede i halvanden time eller sådan noget inden jeg gik. De blev ved med at svare på spørgsmålet til om hvornår betjenten kom tilbage jeg skulle snakke med: ”Soon come”… Det er undskyldningen til alt hernede… Soon come. Flyet er forsinket, soon come. Maden er forsinket, soon come. Der er en der ligger og forbløder… SOON COME! Ufatteligt!

Det var vist de stærkeste kulturforskelle jeg lige kunne komme på. Oh, jo… Der er lige en sidste.

Det er ikke ualmindeligt at børnene hernede får børn. Ham vores ”security” mand, mr. Bigs, blev efter eget udsagn far for første gang som 14-årig. –Med en 12-årig. Det er alt for langt ude. Desværre er det hverdagen herovre. Størstedelen får børn meget tidligt og tilmed mange. 45% af befolkningen er under 25 år,
og arbejdsledigheden er kolossal. Dette land styrer direkte mod afgrunden, for hvem skal finde job til denne befolkning der vokser hurtigere end med lynets hast? Det er tragisk. Hele deres forhold til det med at få børn kan jeg slet ikke sætte mig ind i. Hvem gider at sætte mere end ét barn ind i denne verden på denne ø? Der er ikke udsigt til arbejde eller noget som helst. Rudolph, min kollega, gik arbejdsløs i et helt år som nyuddannet ingeniør, så slemt er det herovre.Som sagt forstår jeg ikke deres syn på sex og så videre. Er du gangster har du mindst et par ”Baby-mothers”. Ja, det er noget man taler helt åbent om, og selve baby-mødrene er ligefrem stolte af det. Det overgår min forstand. Det er helt sikkert og vist.

Alt for nu, mine damer og herrer.

Håber at jeg med dette lille indlæg har fortalt lidt om kulturforskellene her i landet…

Morten Møller

Det var liii' godt grow...

Man kommer hjem fra arbejde... En lang weekend venter dig, og alt du vil er bare at hoppe i poolen. Få dig en forfriskende dukkert i dens svale vand!
Bare ligge der og plaske rundt, slappe af og måske snuppe en lille lur på en af de to luftmadresser... Dog lige med det ene øje åbent, da der er onde sjæle i huset der vil gribe enhver lejlighed til at overmale din ryg med alskens ondsindede budskaber...
Jeg løber ind i min lejlighed og skifter til badetøj! Drøner op til poolen og laver et insane-jump direkte ned i det der skulle have været en forfriskning...
Men skulle det gå sådan? Næ nej. Poolen må have været noget lignende 30 grader varm og det er liiiiige i overkanten tøtt a... Det var liii' godt grow, saw a... Jeg må henstille viceværten til at vi skal have et køleanlæg til poolen, for det her går da slet ikke. Når termometeret runder de 28 grader kl. 8 om morgenen og rammer de 36 kl. 13, så er det på tide med et køleanlæg...!
Neeeej, det var nu ikke ligesom dengang vi den 28. januar var ude og vinterbade på Turtle Beach. Puha, det var godt nok koldt... Læg mærke til sandet, det er helt hvidt... Det må være sne, ikke sandt?!

Det er tilladt at være sarkastisk, når I nu er vendt tilbage til det danske sommervejr, ovenpå Jeres periode med alt for høje temperaturer hjemme i Danmark...

I kan tage det!

Alt for nu, mit højtærede godtfolk!

Mange hilsner fra Morten

Green Grotto Caves
Ja, nu er det jo ikke udelukkende kun ulykker og ballade her på Jamaica, selvom det snart er lige før. Der bliver også tid til at tage ud og betragte seværdigheder.

Johnny og jeg havde lørdagen fri, så vi havde besluttet os for at tage ud og se nogle huler der hed Green Grotto Caves. Aftenen forinden havde taget en overraskende drejning, da vi havde fået nys om at en kollega skulle giftes.

Så vi havde fået stablet en polterabend på benene, og var af den grund blevet lettere berusede. Historien om denne aften skal følge i en ikke alt for fjern fremtid.
Hvorom alt er, så begav Johnny og jeg os ud på en køretur på en times tid, der skulle tage os igennem flere byer på vejen. Det har dog intet med historien at gøre.

Vi ankom til Green Grotto Caves, hvor vi blev budt velkommen af en meget flink herre. Som alle andre steder her på Jamaica, var hulerne blottet for turister. Vi besøgte tydeligvis stedet udenfor den tid hvor at turisterne fra resortene var der. Det betød dog blot at der var mere plads til os! Og vi fik i tilgift privat guide, som i øvrigt var yderst informativ. Vi stak ham 1000 Jamadollars i drikkepenge. Jeg vil skyde på at deres timeløn på det pågældende sted er på omkring de 200 jamadollars, så vi var rundhåndede…
Vi blev sluset ind i hulerne. Jeg havde været så smart at tage min egen hjelm med, men Johnny havde glemt sin. Jeg har ved gud aldrig set magen til vederstyggelig sikkerhedshjelm. Damn, den var hæslig. Men ikke så hæslig som coveret indenunder.

Hvorom alt er kom vi ind i hulen. Den første hule på turen var et gammelt diskotek. Typisk jamaicansk. Lad os tage at smide et par betragtelige bashøjttalere ind i en hule der kan brase sammen når som helst og luk så mange mennesker derind som muligt. Yes…
Videre gik vi og kom igennem masser af korridorer med flagermus i alle afkroge. Det var meget fascinerende, mindedes jeg. Et sted kunne vi se langt fremefter. Det så således ud.

En detalje jeg synes var yderst gennemtænkt var deres skiltning i hulerne. Skiltning gør de sig ellers ikke så meget i her på øen, men det til trods var der i hulerne både advarsler på engelsk, spansk og tysk. Yes, vi skulle komme til at lære ord som ”Rutchgefahr”. Aldrig har jeg hørt et ord så sejt.

På et tidspunkt gik vi ned ad 69 trappetrin til en dybde af 47 fod under havets overflade. Det var meget fascinerende. En scene til en James Bond film var blevet optaget dernede. Anyways, der svømmede fisk rundt dernede, skønt at stedet aldrig havde set dagens lys.

Det skulle vi få at mærke da vores guide slukkede for lyset. Der blev bælgmørkt. Så mørkt at jeg aldrig har oplevet noget lignende. Han tændte lommelygten og gav os nogle demonstrationer af vandets evne til at afspejle klippeformationerne. Vejrtagende.

Bagefter bevægede vi os over mod nogle såkaldte twilightzones, hvor sollyset stod ned gennem huller i loftet af hulen. Grunden fugtindholdet inde i hulerne, stod der flotte stråler af lys ned igennem disse huller.

Jeg var helt betaget af disse syn. Jeg ved ikke hvor godt at billederne fortæller om dette, men det var virkelig noget der fangede mig.

Endeligt skulle vi igennem ”Fat man’s misery”, som var et meget lille hul… Vi klarede dog skærende, og kom helskindede igennem!
Dette var en rigtig god seværdighed, og den står meget højt på min liste over ting der har fascineret mig på denne ø.

Vi fik dog ikke kun set på indendørs klippeformationer… Neej, vi oplevede også vaskeægte ”Guano” på nært hold… Ja, det er flagermusekskrementer, som vi kender det fra Ace Ventura 2. Herligt. Der kan endda gro planter i det, siden at det mere eller mindre kan anvendes som gødning.

Alt i alt en rigtig god dag, og dem har vi haft mange af her på Jamaica, efter 4½ måneds ophold.

Jeres rejsende onkel Mac, eller jeg mener Morten

Mødet med 18-wheeleren

Ja, mine herskaber... Jeg var med Johnny ude og køre i dag og vi havde da et lille møde med en 18-wheeler lastet med en 40-fods container...

Jeg har før omtalt lastbilerne her på øen og deres chauffører. Den er helt gal med dem, men ham her der skulle torpedere os, han viste sig at være en afdæmpet herre.
Lad os tage historien fra toppen. Vi kommer kørende ned ad en bakke, hvor vejen ikke er så forfærdelig bred og da en lastbil trutter i hornet betyder det at vi skal køre ind til siden og stoppe, hvilket vi så gjorde.

Som ovennævnt var det en 18-wheeler, hvilket gør at den ikke bare kan dreje om hjørner uden videre. Derfor skal de have masser af plads, hvilket vi også gav ham. Det var bare ikke nok...

Crash! Boom! Bang! Og så var siden krøllet sammen på Probox'en. Sammen med et smadret hjul, ophæng og affjedring.

Johnny og jeg kom dog ikke noget til, men havde traileren været lidt længere ovre mod os, så havde den nok rullet ind over det meste af bilen. Klamt at tænke på.

Dog tænkte vi stadig rationelt og jeg for da også ud af bilen umiddelbart efter sammenstødet for at tage billeder og dokumentere forløbet.

Johnny havde også ekviperet sig selv med et målebånd, så vi målte vejens bredde fra vores bil til modstående kant. Denne længde dikterede 320cm. Mere end rigeligt plads til lastbilen.

Dog kører hængeren altid lidt længere inde i banen, men som et af de næste billeder antyder, kunne han godt have kommet forbi med lidt mere snilde og tålmodighed.

Politiet havde også dukket op, jeg ved ikke hvem der havde fået fat på dem, for jeg kunne ikke komme igennem. Godfrey står ude til venstre på ovenstående billede iført hjelm og vest. Herren med ryggen til er Rory og til sidst en meget tynd politimand. Man kan ikke andet end at elske deres udklædning.

Som ovennævnt kan vi her se at 18-wheelerne godt kan passere Probox'en. Dog i flere forsøg. De er også alt for store til disse veje. Alt, alt for store.
Rory og hans makker fik kørt bilen ned så den ikke stod i vejen for trafikken. Her skiftede de så til reservehjulet og fik humpet bilen hjem til sitet, cirka 7-8 kilometer derfra.

Ja, det var i sandhed en interessant dag i dag. Igår var jeg også indblandet i et trafikuheld, men det er en helt anden historie som i kan få på et senere tidspunkt. Jeg skulle forbi politistationen en tur, og så kan I tænke over hvorfor jeg skulle det. Det kan der jo være et hav af grunde til. Nok mest fordi at idioten der kom flyvende i midten af vejen mod mig, sagde at det var min skyld at vores sidespejle blev smadret. Yderligere tog han mine nøgler, truede mig og så videre. Men det er en anden historie! Sådan ligger landet...

Alt for nu!

Møller

Huset som jeg bor i

I al den tid jeg har været herovre, hvilket snart sniger sig op på de fire og en halv måned, har jeg ikke fortalt Jer om huset jeg bor i. Derfor vil jeg gerne gennemgå husets omgivelser for Jer.

Jeg har jo allerede vist Jer min lejlighed, og den utrolig dejlige indretning af denne. Den har for vane at skifte fra tid til anden. Yes, pludselig kan møblerne finde på at stå anderledes når man kommer hjem fra arbejde... Skummelt.

Hvorom alt er, så starter jeg med at tage Jer ud af min dør, på ovenstående billede.

Når man går ud af denne bliver man mødt af synet af poolen, som har samme layout som resten af huset. Den lyserøde er utrolig dominerende. Poolen tog det 6-7 granvoksne mænd over et halvt år at bygge... Den er helt gal. Det værste ved det er at de selv er stolte af at de har præsteret at bygge en pool på et halvt år når de "kun" var seks.
Anyways, lad os dreje til venstre efter at vi er gået ud ad døren. Tremmerne der står åbne midtvejs oppe ad siden, det er døren til kontoret i huset. Døren længere nede ved stolene er dér hvor Johnny har til huse.
Her har jeg så bevæget mig lidt ud i haven. Vi lægger mærke til floraen, som ikke er særlig groet til endnu. Det er sådan i troperne, der har naturen frit løb. Det går virkelig hurtigt når tingene vokser herude.

Dette er et mandeltræ. Eller det bliver det en dag. Et stort og stolt mandeltræ. Johnny og jeg gav faktisk dette træ til huset. Hvor vi har fået det fra melder historien ikke noget om. Det er sådan her på øen at der er mandeltræer mere eller mindre over det hele. Dog er mandler mere eller mindre umulige at opdrive i supermarkedet HiLo herovre. Det er en slags Netto. Det er langt ude at hele øen er overgroet med mandeltræer, uden at man er istand til at finde dem i butikker. Eller det vil sige at jeg faktisk fandt dem en dag, men det var i en dåse med alle mulige andre nødder i, og så var de desuden saltede... Men ris ala manden kom da til at smage meget godt, trods alt! Mælkeprodukterne her i landet er dog ikke hvad de er i Danmark!
Dette er et baby-palmetræ! En dag vil der vokse store nødder på dette træ. Disse skal man bare passe på ikke at få i hovedet. Det er sådan at på Bahamas-øerne er den hyppigste, ikke-naturlige dødsårsag at få kokosnødder i hovedet. Så tag Jer i agt for disse sataner!
Dette er nogle frugter der hedder June-bloms, eller noget i den stil. De smager sådan ok, men er ikke så saftige som de burde være, hvis du skulle spørge mig!
Nok botaniksnak. Lad os bevæge os over forbi Johnnys lejlighed og op langs med østsiden af huset. Det er Johnnys soveværelsesvindue vi lige kan skimte til venstre i billedet. Oppe på toppen bor Dorthe. Altså oppe i højre hjørne af huset. I højre side af billedet holder Baby Lex lastbil med hans sound-system.
Det var Baby Lex der stod for musikken til vores poolfest halvanden måned tilbage. Jeg fik engang et mix af mr. Bigs som Baby Lex havde lavet... Det hed "Real Fire Baby Lex Selector". Yeees... Det var sådan noget gangsta-reggae med alle mulige klamme lydeffekter og bullets og jeg skal komme efter Jer.

Jeg har gentagne gange spurgt mig selv hvorfor manden bag pulten på billedet på lastbilens side er hvid...?

Well, well, well... Lad os prøve at gå til højre i stedet for til venstre når vi kommer ud af min lejlighed. Denne sti fører op til parkeringen foran huset. Det er mit soveværelsesvindue der er i højre side af billedet her. Faktisk har jeg vinduer på tre vægge i mit soveværelse, hvilket både er til fordel og til gene.
Som sagt går stien op til parkeringen. Langs med denne væg finder vi også indgangen til vaskeriet, men det kender jeg ikke noget til, da vi får vasket vores tøj hver dag. Oh jo... Vi får også vasket op, gjort rent og redt seng. Hver dag... Pånær lørdag og søndag, selvfølgelig.
Her holder Jørgens bil og min diplomatslæde. Læg mærke til det rå "efterladt-ude-i-naturen" look. Det er herligt! Desuden beskytter det lakken med alt det støv! God undskyldning til ikke at få den vasket... Selvom det også er på firmaets regning, da der på sitet er en vaskehal. Vognparken herovre er betragtelig, hvorfor en vaskehal skal til for at holde den ren.
Her er gaten så. Den er ikke fjernbetjent, hvilket sucks! Man vænner sig til den slags ting, jo! Træls at skulle ud af bilen og åbne porten! Ah, det gas!
Og sidst, men ikke mindst så har vi huset i hele sin gloværdighed. Læg mærke til de skæve linier i dets højre side (vestsiden). Den er helt gal. Det er som om at de har bygget det som vinden har blæst. Nogen gange klapper jeg mig selv på skulderen for at jeg tør at bo i kælderen, som det jo næsten er, der hvor jeg bor.

Nå, men håber at I har fået noget ud af dette lidt anderledes indlæg. Fået noget indblik i omgivelserne jeg bor i.

/Møller