Green Grotto Caves
Ja, nu er det jo ikke udelukkende kun ulykker og ballade her på Jamaica, selvom det snart er lige før. Der bliver også tid til at tage ud og betragte seværdigheder.

Johnny og jeg havde lørdagen fri, så vi havde besluttet os for at tage ud og se nogle huler der hed Green Grotto Caves. Aftenen forinden havde taget en overraskende drejning, da vi havde fået nys om at en kollega skulle giftes.

Så vi havde fået stablet en polterabend på benene, og var af den grund blevet lettere berusede. Historien om denne aften skal følge i en ikke alt for fjern fremtid.
Hvorom alt er, så begav Johnny og jeg os ud på en køretur på en times tid, der skulle tage os igennem flere byer på vejen. Det har dog intet med historien at gøre.

Vi ankom til Green Grotto Caves, hvor vi blev budt velkommen af en meget flink herre. Som alle andre steder her på Jamaica, var hulerne blottet for turister. Vi besøgte tydeligvis stedet udenfor den tid hvor at turisterne fra resortene var der. Det betød dog blot at der var mere plads til os! Og vi fik i tilgift privat guide, som i øvrigt var yderst informativ. Vi stak ham 1000 Jamadollars i drikkepenge. Jeg vil skyde på at deres timeløn på det pågældende sted er på omkring de 200 jamadollars, så vi var rundhåndede…
Vi blev sluset ind i hulerne. Jeg havde været så smart at tage min egen hjelm med, men Johnny havde glemt sin. Jeg har ved gud aldrig set magen til vederstyggelig sikkerhedshjelm. Damn, den var hæslig. Men ikke så hæslig som coveret indenunder.

Hvorom alt er kom vi ind i hulen. Den første hule på turen var et gammelt diskotek. Typisk jamaicansk. Lad os tage at smide et par betragtelige bashøjttalere ind i en hule der kan brase sammen når som helst og luk så mange mennesker derind som muligt. Yes…
Videre gik vi og kom igennem masser af korridorer med flagermus i alle afkroge. Det var meget fascinerende, mindedes jeg. Et sted kunne vi se langt fremefter. Det så således ud.

En detalje jeg synes var yderst gennemtænkt var deres skiltning i hulerne. Skiltning gør de sig ellers ikke så meget i her på øen, men det til trods var der i hulerne både advarsler på engelsk, spansk og tysk. Yes, vi skulle komme til at lære ord som ”Rutchgefahr”. Aldrig har jeg hørt et ord så sejt.

På et tidspunkt gik vi ned ad 69 trappetrin til en dybde af 47 fod under havets overflade. Det var meget fascinerende. En scene til en James Bond film var blevet optaget dernede. Anyways, der svømmede fisk rundt dernede, skønt at stedet aldrig havde set dagens lys.

Det skulle vi få at mærke da vores guide slukkede for lyset. Der blev bælgmørkt. Så mørkt at jeg aldrig har oplevet noget lignende. Han tændte lommelygten og gav os nogle demonstrationer af vandets evne til at afspejle klippeformationerne. Vejrtagende.

Bagefter bevægede vi os over mod nogle såkaldte twilightzones, hvor sollyset stod ned gennem huller i loftet af hulen. Grunden fugtindholdet inde i hulerne, stod der flotte stråler af lys ned igennem disse huller.

Jeg var helt betaget af disse syn. Jeg ved ikke hvor godt at billederne fortæller om dette, men det var virkelig noget der fangede mig.

Endeligt skulle vi igennem ”Fat man’s misery”, som var et meget lille hul… Vi klarede dog skærende, og kom helskindede igennem!
Dette var en rigtig god seværdighed, og den står meget højt på min liste over ting der har fascineret mig på denne ø.

Vi fik dog ikke kun set på indendørs klippeformationer… Neej, vi oplevede også vaskeægte ”Guano” på nært hold… Ja, det er flagermusekskrementer, som vi kender det fra Ace Ventura 2. Herligt. Der kan endda gro planter i det, siden at det mere eller mindre kan anvendes som gødning.

Alt i alt en rigtig god dag, og dem har vi haft mange af her på Jamaica, efter 4½ måneds ophold.

Jeres rejsende onkel Mac, eller jeg mener Morten