Cape Canaveral

Til trods for at det er omkring to måneder siden at vi har været i USA, så har jeg jo stadig et væld af historier derfra. Grunden til at I ikke har hørt om dem endnu, er mange. Mest af alt på grund af pladssituationen på min computer. Nu tænker jeg bare at jeg må holde op med at pive over det, og komme i gang med at underholde Godtfolket med historier fra det store, prægtige land, USA, som vi alle sammen ved at en bestemt S. Fangel har så tætte bånd til.

Mens vi var i nærheden af Orlando, som huser blandt andet Disney World, Universal Studios og mange andre spændende ting, da boede vi hos min fasters veninde, Maja og hendes mand Rob og deres to børn. De var utrolig gæstfrie og vi havde hele kælderen for os selv, med tilhørende hjemmebiograf! Yessørs! Dernede så Johnny og jeg (Dorthe ville hellere sove) Traumfänger…

Også kaldet Dreamcatcher. God film, som vi dog ikke fik mulighed for at se færdig, fordi skiven havde en fejl. Nå, det var et lille sidespor.

Bunden af det hele var, at familien var meget venlig og vi fik både morgen- og aftensmad serveret! Om aftenen fik vi lidt af den rom som vi havde taget med til Rob og Maja, og det var en rigtig god rom fra Appleton der var 12 år gammel. God stil.

Derudover havde vi også noget jamaicansk højlandskaffe med, der regnes for noget af verdens bedste og sidst men ikke mindst havde vi også købt en stor papegøje, skåret ud i træ. Vi døbte ham Polle.

Anyways, så skulle vi jo til det som må være målet i enhver mands liv. Nemlig Kennedy Space Center. Yes, dette center huser verdens kraftigste maskine der nogensinde er bygget, nemlig Saturn V raketten, der bragte mennesket til Månen. Og til alle Jer (læs: idioter) der sidder derude og er overbeviste om at hele måneprogrammet var et fupnummer, så kan jeg kun sige… Ja, gider ikke engang spilde plads på det her!

Hvorom alt er, så hjalp Rob os med at bestille billetter. Morgenen efter drog vi af sted i vores Stang. Ja, vi havde været så heldige at få fingre i en sådan. Jeg tror at det har været den mest skrabede model, men hvad, vi var jo i USA og at køre rundt i en Stang er jo sand amerikansk kultur. Vores lille eksemplar havde en diskret V6’er på 4,0 liter. Den kunne nu godt flytte sig.
Vi ankom til Space Centret, men allerede på lang afstand kunne vi se affyringsramperne og klargøringshallen til rumfærgen. Nedenstående billede er dog ikke det billede jeg havde i tankerne, men hvad... Ingen er perfekt!
Vi parkerede rovdyret på parkeringspladsen og gik derefter op til skranken og købte vores billetter. Vi købte også sådan en bustur hvor vi kom rundt og så hele terrænet. Johnny var tydeligvis meget begejstret over hele situationen. Se ham lige. Lille glad dreng!
De næste par billeder I skal se er taget ud gennem bussens vinduer, det forklarer hvis der kan være lidt refleksioner og alskens andre ting og sager. Så hvis I ser en UFO eller noget lignende, så er det ikke en UFO. Det er en refleksion.
Vi stævnede ud fra parkeringspladsen i vores bus med en utrolig flink buschauffør der pegede og fortalte røverhistorier fra de syv verdenshave! Anyways, så skulle vi snart komme op langskibs med den bygning der har de største porte i verden. Bygningen jeg skriver om er selvfølgelig den bygning hvori rumfærgen bliver gjort klar til missionerne. Se portene på siden af bygningen, der i øvrigt er
over 100 meter høj, disse porte er som ovennævnt de største i verden. Herigennem kommer rumfærgen ind og ud og alt hvad der bliver spændt på denne kommer også ind ad disse porte. Hermed menes den store røde tank og raketterne.
Som billederne viser, bliver rumfærgen kørt ind i bygningen på denne slæde, hvorefter kranen tager og løfter den op så den hænger og svæver i den frie luft. Det er så her, at alt bliver spændt på og alle kaklerne bliver efterset. Det er dem der optager al energien fra varmen ved re-entry, så rumfærgen ikke brænder op. Det var det der skete for nogle år siden med Columbia, at en kakkel havde en fejl eller var faldet af. Jeg kan ikke helt huske det.





Når rumfærgen er klargjort, bliver den transporteret ud til launch-pad’en på denne lille satan af et bæltekøretøj, også kaldet Mobile Launcher Platform. Dette sker ved en dertil indrettet vej, der består af to gigantiske spor. Det er dog ikke farten der dræber på denne vej, da MLP’en ikke kører hurtigere end 1,5 mph.
Meget fascinerende er alt dette maskineri dog for mig. Det er helt sikkert! Derfor bliver dette indlæg også noget længere end gennemsnittet, har jeg en stærk formodning om!

For at give Jer en ide om størrelsen på bælterne på MLP’en, er her et lille billede af min størrelse 45 ved siden af et par led i bæltet.

Når rumfærgen er kommet frem til affyringsrampen bliver den stående der i flere uger op til take off, grundet eftersyn og efter-eftersyn og så videre. De vil vist ikke miste flere liv og rumfærger i rummet, tror jeg, hvilket også er forståeligt nok, men som de sagde om det mandskab der omkom i en Saturn V raket under en øvelse:

”De døde, så andre kunne nå stjernerne”

Eller noget i den stil. Hvorom alt er, så ser det således ud når svinet tager af sted mod rummet.

Yes, yes, yes… Det var lige noget om take-offs og klargøring af rumfærgen til disse. Nu skal det jo handle om os, tre danskere på besøg i dette store anlæg. Vi var som sagt ude at køre med bus, og første stop på vores tur var ved sådan et udsigtstårn, hvor vi havde udsigt til affyringsramperne, VAB’en og stort set hele området, der vist er større end den mindste stat i USA.
I dette udsigtstårn hang der også en raketmotor og dinglede. Det var meget spændende lige at se sådan en omgang finmekanik på nært hold, som den nørd jeg til tider er med sådan noget.
Som sagt kunne vi se VAB’en, og her vil jeg gerne rette opmærksomhed mod den venstre del af bygningen, hvor der er nogle skrå vinduer. Det er her at Mission Control har til huse. Forstået at det er bag disse ruder at folkene styrer hele missionen 24 timer i døgnet.
Efter at have opholdt os i et stykke tid ved dette tårn, gik vi ned og betalte noget lignede madbudgettet for to dage på Jamaica, for en hotdog og nogle chips. Lige godt gråw. Men de har vel regnet den ud, alt det med monopol og så videre… De sataner!Vi gik ned til busserne igen og tog den første og bedste.
Vi kørte videre igen ned mod VAB’en og fortsatte forbi denne. Vi skulle over til der hvor at den kraftigste maskine mennesket nogensinde har bygget, ligger til hvile. Først skulle jeg dog lige have en sjov oplevelse.Vi stod af bussen og fulgte skiltene over til hvor vi nu engang skulle hen. Her var der så en stor dør. Jeg gik som den første op til den hvorefter den åbnede. Indenfor stod der så en MASSE mennesker i mørket og ventede på en eller anden præsentation. De kiggede af en eller anden underlig årsag på mig som om at jeg lige have landet med 16-rumfærgen. Bare fordi man kommer lige i sidste øjeblik skal man overbegloes! Jeg gjorde det eneste rigtige i den givne situation og rakte hånden i vejret og sagde på godt, klingende dansk: ”Hejsa!”… Hvad var der ellers at gøre?
Anyways, snart skulle en guidet tur begynde, der skulle tage os igennem det sted der styrede Apollo-missionerne. Det var faktisk rigtig spændende, og de kørte et show, der simulerede en Apollo take-off. Det var spændende og næsten som at være der mens det skete. God atmosfære og stemning. Der var rigtig gode effekter, og instrumenterne på bordene lyste og gjorde ved!
Efter dette herlige show, blev vi sluset ind til det der i mine øjne var hovedattraktionen. Nemlig Saturn V raketten. Nu skal det siges at jeg har gjort mig mange tanker om denne og jeg lover Jer for at de alle blev indfriet da vi gik ind i denne store hal der husede raketten.
Denne maskine er måske noget af det fedeste jeg nogensinde har set. Jeg ved ikke om I kan fornemme begejstringen i mine øjne, men at stå der under det kraftigste maskineri der nogensinde har set dagens lys, får dig til at virke ydmyg. Ærefrygt er vist et andet ord for det, tror jeg nok. Det var vildt, det var fantastisk, det var ubeskriveligt.
Her er et close-up af en af motorerne. Jeg ved ikke hvordan man kommer op med sådan en opfindelse, eller sådan et design, jeg ved bare at det er noget der er mig yderst fascinerende. Diameteren på den er omtrent to meter, vil jeg tro.
Selve raketten består af flere etaper. I alt er den lige over hundrede meter lang, 363 fod, altså på størrelse med rådhustårnet.
Da jeg så nedenstående billede, grinede jeg lidt. Forestil Jer at sidde der øverst oppe, 100 meter over jordens overflade, mere eller mindre spændt fast til den kraftigste maskine nogensinde, med flere millioner liter brændstof der kan bombe dig tilbage til stenalderen… Det er en lidt sjov tanke, synes jeg. Man skal være gjort af noget særligt for at sætte sig derind, tror jeg.
Når al brændstoffet er tømt i hovedmotorens brændstoftank (første billede), frakobles denne, hvorefter disse sataner tager over. Det er ”Stage 2” og der skulle eftersigende også være godt med smæk på disse.

På vej igennem hallen var der små rum man kunne gå ind i, hvor der var alle mulige mere eller mindre interessante informationer. Mest spændende fandt Johnny og jeg dog den her Tivoli-lignende opstilling… Ja, det er jo enhver drengs drøm at blive astronaut og det her er vel det tætteste på at vi ville komme! Her er så månebilen, for den skulle vi da heller ikke snydes for. Det er måske den grimmeste bil jeg nogensinde har set, men hvad fanden, dens søstre har været på månen og køre, og hvilke andre biler kan prale af det?!
Her er så et lille view af hvordan der så ud inde i det modul der lå og svævede rundt over Månen imens månelanderen var dernede. Pladsen er trang, bevares, men det er nok ikke det første man tænker over når man ligger og svæver rundt med Månen nedenunder sig.
Næste billede viser dets ydre. Læg mærke til de små styreraketter!
Nu er det jo sådan at vi befandt os på NASAs hjemmebane, og der skulle der jo selvfølgelig være et lille stykke klippe fra månen. Det var placeret i en snedig glasmontre indrettet på en sådan måde at man havde mulighed for at røre ved det. Den mulighed skulle da udnyttes, velvidende at tusinder af mennesker havde rørt den før dig. Hvoraf tusindvis sikkert også har besørget uden efterfølgende at vaske hænder… Nå, men jeg har rørt klippe fra Månen… Har du måske det? Læg mærke til den lille barnehånd der også har sneget sig med på billedet… Det er ikke min.
Sådan her ser månedragten ud. I har vel alle set Apollo 13, så den vil jeg ikke gå i detaljer med! Det kunne bare være sejt at have sådan en hængende i sin garderobe! Det modul de landede på månen med, er det som hænger her og svæver i den fri luft! Også denne er udstyret med en diskret raketmotor.
Efter at have vandret rundt inde i den store hal i et godt stykke tid, skulle vi tage at komme videre.
Vi hoppede ud i endnu en bus der tog os over til der hvor man samler modulerne til den internationale rumstation, som Danmark også er med til at udvikle. Det var rigtig spændende at stå så tæt på det hele. Ja, faktisk var der kun to glas der skilte der holdte os fra at gå ind og hilse på det små sjove mænd der gik rundt derinde klædt i sjove dragter! De japanere er ikke rigtig kloge! Dog tror jeg at glasset var pansret, så det var nok ikke lige til at slå i stykker!

Vores besøg i dette storslåede center sluttede af med at vi vandrede rundt blandt nogle store raketter som NASA har haft i tidernes løb. Der stod også nogle større raketmotorer på jorden. En af dem var meget stor… Man føler sig helt lille når man står ved siden af dem, det er helt sikkert. Manden på billedet er omtrent ligeså langt væk som motoren, så det giver Jer et meget godt billede af størrelsesforholdet. Bare lige for at vise Jer en af turboerne der bliver anvendt på disse sataner, så kan I se en sådan på nedenstående billede. Det er den der sidder oppe i venstre hjørne. Ikke noget at sige til at hovedmotorerne på rumfærgen er i stand til at tømme en gennemsnits-pool for brændstof (hvis man skulle opbevares det i den) på omkring 25 sekunder, når der sidder turboer på disse af denne størrelsesorden.
På vores vej hjem skulle vi komme til at erfare at det ikke bare er på Jamaica at lastbilchaufførerne kører som død og helvede. Vi skulle komme til at køre bag en stor 18-wheeler der drønede derudad. Nærmere bestemt med 137 km/t. Det var helt vanvittigt. De 137 er en meget præcis angivelse af hastigheden, da vi målte den over GPS, som nedenstående billede også antyder.
Så tænker I: ”Jamen hov, han har da sikkert fiflet med billedet, nu han er denne sande guru til Paint. Mine herskaber, denne ondsindede påstand vil jeg godt mane til jorden ved hjælp af de næste par billeder. Læg mærke til at der oppe i højre hjørne af GPS’en står 586km på ovenstående billede. På de to næste ser I så at den starter på 585,5km. Yes, vi tog ham over en halv kilometer…

Sindssyge lastbilchauffør. Nå, men det var altså en historie fra det kolde USA. Ja, det var rimelig koldt da vi var deroppe. Men på den anden side, så virker de fleste steder sikkert kolde når vi ligger lunt i svinget med de 30 grader hver dag…

Jeg håber at I har det godt derhjemme, Godtfolk! Vi har det godt på Jamaica!

Mange hilsner fra Møller